Sidste år, besluttede et flertal i folketinget at afskaffe iværksætterselskaberne – de såkaldte IVS’er. Det betyder, at de eksisterende énkroneselskaber inden 15. april 2021 skal omdannes til et ApS – hvilket kræver en egenkapital på 40.000 kroner. Erhversstyrelsen anslår, at cirka. 37.000 IVS’er, eller et såkaldt énkroneselskab, stadig er aktive.
Læs også: Regeringen afskaffer de billige iværksætterselskaber
Flere af de cirka 37.000 aktive IVS’er, som blev stiftet inden selskabsformen blev udfaset, har dog problemer med at finde kapitalen til at blive et anpartsselskab. Det blev klart for erhvervsminister Simon Kollerup (S), da han mandag besøgte virksomheden Res-res på Nørrebro, som er én af de aktive virksomheder under den gamle selskabsform.
“Vi står i en situation med akutte problemer for mange iværksættere. Nu står vi på Nørrebro i dag, men jeg tror, vi kunne køre rundt til flere steder i landet, hvor de har de samme problemer. Derfor skal vi finde en varig politisk løsning,” siger Simon Kollerup til Børsen.
Foreslår bredere iværksætterpakke
Simon Kollerup foreslår en bredere iværksætterpakke, der skal tilgodese, blandt andet, iværksættervirksomheder som Res-res. Erhvervsministeren forklarer yderligere, at kapitalkravets lempelse, kun skal gælde de aktive IVS’ere, og ikke fremtidig stiftelse. Ved besøget, gjorde erhvervsministeren også klart, at der ikke går lang tid før han kalder til politisk forhandling.
De Konservative, De Radikale, Enhedslisten og Venstre erklærer sig alle åbne for at se på mulige ændringer, der kan hjælpe virksomheder som Res-res.
“Vi vil se konstruktivt på det her, men det bliver for alvor nemmere, når regeringen spiller ud med andet end strøtanker,” siger erhvervsordfører Torsten Schack Pedersen (V).
Har du et IVS, som har problemer med at finde pengene til at blive ApS, vil vi meget gerne høre fra dig, på editorial@techsavvy.media