Fintech-virksomheden Ernit sætter efter fire år sig selv til salg. Stifterne har mistet troen på, at de kan nå den store skala, de drømte om fra start, og vil derfor finde en ny ejer til smart-sparegrisen.

”Vi sælger Ernit! Ja, du behøver ikke læse den sætning igen. Du havde ret første gang.”

Sådan lyder starten på et opslag på LinkedIn, som den københavnske fintech-virksomhed Ernit offentliggjorde i går – og der er altså ikke tale om ny, smart markedsføringsmetode. Efter fire års arbejde med at give børn et sundt forhold til penge med en digital smart-sparegris, sætter Ernit nu sig selv til salg.

”Det LinkedIn-opslag er det sværeste opslag, jeg nogensinde har skrevet. Det tog mig lige lidt tid, og jeg måtte læse det igennem nogle gange, før jeg trykkede udgiv,” siger Søren Nielsen, medstifter og CEO i Ernit.

Troede ikke længere på mega-skala

Stifterne tog allerede beslutningen om at sætte Ernit til salg tilbage i juli i år. Egentlig havde virksomheden fået en ny investering på plads, som kunne sikre dem mere arbejdstid. Men de besluttede altså at takke nej til investeringen, og i stedet forsøge at sælge hjertebarnet.

”Min medstifter Thomas og jeg gik en lang tur rundt om kanalerne i København, kiggede på hinanden som sådan et gammelt ægtepar og sagde: Vi tror ikke på det mere. Vi tror ikke, vi kan få virksomheden derhen, som vi troede i starten, og så kan vi ikke lave det afkast til investorerne, som de fortjener,” fortæller Søren Nielsen.

Selvom bridge-runden, der var på plads, kunne sikre Ernit arbejdsro, ville det kræve mange flere penge at få virksomheden så langt, at det kunne blive en venture-case. Og uden den fornødne kapital til for alvor at få skala på projektet, besluttede de to stiftere altså, at det var en bedre løsning at sætte Ernit til salg.

Mærkeligt at være til salg

I de fire år der er gået siden Ernit første gang så dagens lys gennem en Kickstarter-kampagne, har virksomheden vundet en håndfuld priser for sin løsning, fået en investering fra Spar Nord og ikke mindst leveret et produkt, som børn i dag bruger til at lære om penge i et digitalt samfund. Derfor er det også en underlig fornemmelse for stifteren, at skulle give slip på Ernit.

Læs også: Ernits IoT-sparegris endelig integreret med bankkonto fra Spar Nord

”Jeg synes, det er mærkeligt. Det er mærkeligt at have gået i så mange år og haft et mål i hverdagen – med huller i skoene og bukserne, fordi det var lige meget at økonomien hang i laser, når bare jeg havde en retning,” siger Søren Nielsen.

Som med Kickstarter-kampagnen for fire år siden, står Ernit nu igen på ølkassen og råber: Vi er til salg. For i stedet for at brænde løs indtil alt var brændt væk, håber de at det offentlige “Til Salg”-skilt kan være med til at finde et nyt godt til Ernit.

”Vi vil jo rigtig gerne have, at vores indsigter og know-how indenfor løsninger til børn, lever videre et eller andet sted. Det er for mig at se det vigtigste. Så kan det godt være, at jeg stadig har huller i bukserne, men så er der noget bliver, som jeg har lavet,” siger Søren Nielsen.

Ved at gå med rettidig omhu håber han, at kreditorer kan blive betalt ud og investorerne kan få en lille smule afkast, så eventyret bliver sluttet på en pæn måde.

”Mange startups går derude med samme overvejelser med os – om det kan briste eller bære. Jeg tror bare, at når man som founder ikke tror på det længere, så skal man stoppe. Og det gjorde vi,” siger han.

Ernit har allerede diskussioner i gang med både andre fintech-virksomheder og banker omkring et salg. Stifterne har givet sig selv et halvt år til at få salget på plads, og indtil da kører driften af produktet videre som hidtil.