This post is also available in: English
Selvom mange måske forbinder det med astronauter og NASA, er rumteknologi ikke kun forbeholdt rummet.
Mange teknologier udviklet til rumsektoren har nemlig så meget potentiale, at de giver en masse nye muligheder for virksomheder og startups på Jorden. Det mener inkubatoren ESA BIC Danmark, der siden 2020 har arbejdet for at støtte rum-startups og styrke den kommercielle rumsektor.
”Rumsektoren står bag en masse platformsteknologi: Teknologier der kan indgå i mange andre funktioner, end dem der oprindeligt var tiltænkt,” indleder Poul Zimmermann Nielsen, medstifter og Space Commercialisation Manager hos ESA BIC Danmark.
To gange om året optager inkubatoren lovende startups til et inkubationsforløb på typisk 1-2 år, hvor udvalgte startups får støtte i form af tekniske kompetencer og -faciliteter, forretningsudvikling og finansiering og adgang til et massivt branche- og innovationsnetværk på tværs af Europa.
”Særligt inden for drone-, satellit- og navigationsteknologi ligger der et kæmpe potentiale for mange startups i at finde nye anvendelsesmåder for teknologiområder. Og vi vil gerne gøre vores for, at de unge virksomheder får forløst det potentiale,” forklarer Poul Zimmermann Nielsen.
ESA BIC Danmark
- I 2004 blev den første European Space Agency Business Incubation Centre åbnet i Noordwijk i Holland. I dag tæller organisationen stort netværk af ruminkubatorer med 26 centre i 19 lande og mere end 60 forskellige byer.
- ESA BIC Denmark-programmet løber indtil videre fra 2020-24, hvor der i alt er afsat cirka DKK30 mio. til bl.a. at hjælpe 40 startups i gennem inkubationsprogrammet.
- Op til €50.000 i non-equity funding til startups.
- Næste ansøgningsfrist er den 11. december kl. 23.59 for deres inkubationsprogram. Læs mere på www.esabic.dk
“Der er ingen tvivl om, at det her område går en stor fremtid i møde”
Poul Zimmermann Nielsen, medstifter og Space Commercialisation Manager hos ESA BIC Danmark.
Men det handler ikke kun om startups. For med initiativet Nordic Launch driver ESA BIC Denmark også et program for de spirende rum-iværksættere, der endnu ikke er nået virksomhedsstadiet.
”Gennem vores hubs inviterer vi studerende og kandidater med gode idéer ind. Det gør vi for at give dem hjælp til at kommer i gang, sætte en fornuftig retning og lægge en plan for, hvordan de kan bruge rum- og satellitteknologierne på nye måder. For der er ingen tvivl om, at det her område går en stor fremtid i møde,” siger Poul Zimmermann Nielsen.
I dag har ESA BIC Denmark hjulpet mere end 50 virksomheder og 33 startups med at drage kommerciel fordel af rumsektoren. Og inkubatoren håber at få endnu flere startups tilknyttet i fremtiden.
Du kan møde ESA BIC DK på Digital Tech Summit, herunder tre af deres porteføljestartups, for at lære mere om mulighederne for at bruge rumteknologi og satellitdata.