Et nyt initiativ for iværksættere og entreprenante sjæle fra Esbjerg og omegn har set dagens lys. Startup Esbjerg, som initiativet hedder, holdt i sidste uge sit første af en række meetups.

Da Emil Lykke Jensen for en måned siden flyttede til Esbjerg med sin kæreste, kendte han ikke en eneste i byen. Derfor var noget af det første på to-do listen i den nye by at få udvidet netværket.

Det betød blandt andet, at han begyndte at lede efter et iværksætterfællesskab, hvor han kunne styrke sit startup MediaLytic.

“Jeg afsøgte markedet for at finde ud af, hvad der var af initiativer i Esbjerg for iværksættermiljøet. Jeg fandt mange gode initiativer fra Esbjerg Erhvervsudvikling, men der manglede et mere uformelt netværk – af iværksættere, for iværksættere,” forklarer Emil Lykke Jensen.

Derfor startede han i stedet det han søgte: Startup Esbjerg. Og bare en måned efter hans ankomst til Esbjerg afholdte Startup Esbjerg i sidste uge sit første meetup.

Mere fællesskab i spirende startup-miljø

Til første det meetup i sidste uge mødte 15 iværksættere fra området op til oplæg og en uformel snak om iværksættertilværelsen over en øl.

”Mødet var en stor succes. Det er første skridt i at prøve og etablere et eller andet samlingspunkt for områdets iværksættere, og folk der er nysgerrige på iværksætteri. Folk var meget begejstrede for det, og synes det var rigtig fedt – så målet er da, at der kommer flere næste gang,” siger Emil Lykke Jensen.

Foruden det fysiske meetup en gang om måneden, er der også oprettet en Facebookgruppe, hvor de esbjergensiske iværksættere kan spare med hinanden.

“Håbet er, at Startup Esbjerg skal udvikle sig til en af grundpillerne i Esbjergs spirende iværksættermiljø,” siger Emil Lykke Jensen.

Bag Startup Esbjerg står – udover initiativtager Emil Lykke Jensen – Esbjerg Erhvervsudvikling, KOSMORAMA og Fabrikskompagniet. Næste meetup afholdes 26. oktober.