Det store mål er, at eSport udbredes i en sådan grad, at Hr. og Fru Danmark også ser med, når der bliver spillet Counter Strike eller League of Legends. Men samtidig vil holdejer Atle Stehouwer gerne have sin første løn fra organisationen til efteråret.

Den danske eSport-organisation Team Singularity har kun eksisteret i ét år, men det har været et år med fart på. Med spillere, trænere og støttepersoner tæller organisationen i skrivende stund et sted mellem 40-50 personer, og til det nyligt afviklede Copenhagen Games overraskede organisationens Counter Strike-hold eSportsligt ved at snuppe førstepladsen.

”Det føles som om, at det der normalt kan ske på et halvt år, næsten kan ske på en halv dag i den her verden. Vores påske, hvor vi vinder Copenhagen Games, betyder, at vi er sprunget et helt budgetår over i forhold til vores målsætning,” siger Atle Stehouwer, stifter og medejer af Team Singularity.

Sejren betød nemlig 300.000 præmiekroner til spillerne og en rangering som det 22. bedste CS:GO-hold i verden.

Startede uden eSport-rødder

Atle Stehouwer har tidligere arrangeret musikfestivaler og et ambitiøst skievent i Aarhus, men for halvandet år siden kastede han sin kærlighed på eSport.

”Jeg har været vant til at være selvstændig, siden jeg var 18 år, hvor jeg stiftede mit første selskab på min fødselsdag. Jeg er vel trendsspotter og firstmover, og som en klog mand engang sagde til mig: When you read about it in the paper, it’s too late,” siger Atle Stehouwer.

For at komme i forkøbet på trenden kontaktede han en professionel spiller, som blev medstifter af en test-organisation, hvor de kunne prøve forskellige teser omkring driften af en eSport-organisation af for egne penge.

”Det lyder åndsvagt, men jeg tror, at alle drenge der kan lide sport gerne vil have deres eget fodboldhold, de har bare ikke lige en halv milliard til det. Men for halvandet år siden indså jeg, at hvis jeg går ind i eSport nu, kan jeg måske komme i gang for 50.000 kroner – og jeg kan ende med at have mit eget hold, min egen organisation,” siger Atle Stehouwer.

I april sidste år var testorganisationen færdig med at teste, den fik navnet Team Singularity og der kom et par investorer på projektet.

Økonomi kræver eSportslige resultater

Selvom der er enorme pengepræmier på spil i de store sportsturneringer, er det stadig kun et fåtal af eSportsorganisationer, der har sorte tal på bundlinien. Det gælder også Team Singularity, hvor stifteren ikke regner med at få sin første løn før til efteråret.

”Forretningen ligger i, at vi bygger et brand som kan tiltrække sponsorer og sælge merchandise. Vi skal opbygge en fanskare, og så snart eSport bliver mere mainstream, kommer fans også til at købe spillertrøjer, og så begynder der at være en forretning i det. Men gode ting tager tid,” siger Atle Stehouwer.

Selvom der endnu ikke er gang i omsætningen af spillertrøjer, skal organisationens spillere have løn, og da lønnen er forholdsvis beskeden, går pengepræmier fra turneringer også direkte til spillerne. Det mener Atle Stehouwer er nødvendigt, hvis de vil holde fast i gode spillere – uden top-spillere får han ikke en forretning op at stå.

”Du er nødt til at have nogle resultater. Det bliver lettere at tage en dialog med sponsorer og investorer, når du har resultater – men det er umuligt at planlægge efter. Så det er en højrisiko-investering og -branche, men med det sagt; højt at flyve, dybt at falde.”

Søger forretningsfolk som investorer

Indtil videre har organisationen været drevet af investorpenge, og det kommer den nok til at fortsætte med et stykke tid endnu. Atle Stehouwer håber dog, at den rette investor kan være med til at sparke gang i forretningen.

”Vi har masser af passion og kvalifikation til at være i branchen. Dem, vi gerne vil have ind, er forretningsfolk, som kan være med til at knække koden forretningsmæssigt,” siger han.

Skal drømmen om en stor og rentabel eSports-organisation lykkes, skal det være mere alment accepteret at være fan, men det, er Atle Stehouwer heller ikke i tvivl om, er på vej til at ske.

”Jeg tror, de fleste spillere og hold er ligeglade med, om folk anerkender eSport som en sport. Om I anerkender os som en sport eller ej, fair nok, om et halvt år så snakker I allesammen om os uanset.”