Det var et lykkeligt hold bag boligplatformen Estaldo, der torsdag aften langt om længe kunne afsløre, at de under efterårets optagelser havde fået serieiværksætter Jan Lehrmann med ombord.
Læs også: Løvens Hule: Digital ejendomsmægler vækker begejstring og henter millioninvestering
Og det var direktør og medstifter, Jakob Neua Nørgaard, svært tilfreds med.
”Vi står i en situation, hvor vi er i gang med at bygge og skalere vores virksomhed. Til det havde vi selvfølgelig brug for investeringer, men i virkeligheden var vi allermest på jagt efter nogle kompetencer inden for b2c-platforme. Det er en gave at få sådan en som Jan med omborg. Han har en masse relevant erfaring og har bygget flere markedspladsvirksomheder, og det kommer vi til at nyde godt af på den her rejse,” fortæller Jakob Neua Nørgaard efter investeringen.
Selvom der var bud fra forskellige løver og i forskellige konstellation, var det alligevel Jan Lehrmann, der endte med det vindende bud. Han købte sig ind i ti procent af Estaldo mod 2,75 millioner kroner. Og det var vigtigt for folkene bag boligplatformen, at de fik den rette virksomhedsvurdering med hjem ift. de allerede eksisterende investorer.
”Vi havde faktisk prøvet at snyde hjemmefra ved at skrive forskellige procentregnestykker ned i min hånd. Men der så var så varmt i studiet, at jeg havde svedt alt blækket væk, inden vi overhovedet havde pitchet. Det hele bliver optaget i ét væk, så der var ingen pauser. Bare tre timer på, hvor vi på,” fortæller Neua Nørgaard om at være med i DR-programmet.
Som at gå til eksamen
Holdet bag Estaldo ansøgte allerede sidste år om at komme med i Løvens Hule, men det lykkedes først i år. Alligevel er det svært at forberede sig perfekt, når så garvede investorer graver i konceptet.
”Det har været en vild oplevelse. Det var ligesom en skuespiller på premieredagen efter at have øvet og øvet. Først fremførte vi vores forberedte pitch, men derfra var det jo improvisation. Hele processen vidner om ’løvernes’ kompetencer, for jeg synes, de gravede dybt ned i vores koncept og tal. Men det er kun godt,” fortæller Estaldo-direktøren.
I sidste ende så alle løverne dog potentialet i boligplatformen. Det skal nu forløses både nationalt og senere internationalt, hvis alt går vel.
”Der er et stort potentiale, som vi har set med udlejning og AirBnB. Jeg tror faktisk at de fleste mennesker – både i Danmark og Europa – gerne vil spare nogle penge, når de skal sælge deres bolig. Så vi tror på, at konceptet bliver en slags en revolution inden for det her felt,” fortæller en lykkelig Jakob Neua Nørgaard.
Med investeringen fra Lehrmann Ventures er sejlet sat mod nye projekter i Estaldo, som allerede har lanceret en ny platform, hvor boligejere kan sætte boligen til salg; gratis og uden forpligtelser eller liggetid på boligplatformene.