Europas største hackathon kan blive afholdt i København

@rasmus

Copenhagen Startup Weekend og Symbion afholder sammen Startup Weekend Mega, der skal være med til at give iværksætterkulturen et nudge i den rigtige retning. 

Be My Eyes, Geniebelt, Brickshare og The Eye Tribe. Fire succesfulde startups, der alle har taget de første skridt under et af Copenhagen Startup Weekends hackathons.

Men for at endnu flere startups kan vokse ud af det danske økosystem må det modnes, tror arrangørerne bag et nyt mega-event. Tal fra OECD bakker dem op. Det går godt på en række parametre. Men.

Iværksætterkulturen halter. Danmark ligger nummer 25 ud af 32 i Europa, når det kommer til lysten til at blive iværksætter.

Den modningsproces vil Symbion og Startup Weekend Copenhagen nu skubbe på, ved at afholde Europas potentielt største hackathon.

Iværksætteri på prøve

Der kommer ikke nødvendigvis færdige startups ud af en weekend bag skærmen, men det handler i højere grad om at give deltagerne en smag af livet som iværksætter.

”Erfaringerne viser at en stor del af de teams, der bliver startet går i opløsning eller ændrer deres fokus radikalt efter de 54 timer. Men Startup Weekend handler netop om at få flere til at tage skridtet og springe ud som iværksættere” siger Aleksander Bordvik som er Community Leader fra Startup Weekend.

Derfor er Symbion, Danmark største iværksætterfælleskab, også gået ind for at bakke op om Startup Weekend Mega.

”Symbion blev etableret for 30 år siden med det formål at hjælpe de danske iværksættere. Målet er det samme i dag, men måderne vi gør det på har ændret sig. Et ambitiøst tiltag som Startup Weekend Mega er vi naturligvis nødt til at bakke op om.” siger direktør for Symbion Peter Torstensen.

Et hackathon alene ændrer ikke Danmarks iværksætterkultur. Men det kan være med til at starte ringe i vandet ifølge Community Builder ved Symbion Peter Munkholm Nielsen:

”Der bliver snakket en masse om hvordan der skal laves om på skatter og lignende, men et af de store problemer er jo kulturen, og vi ved godt at et enkelt hackathon ikke ændrer på den med det samme. Men det er en mulighed for at afprøve iværksætteriet med minimal risici”

“Europas største hackathon”

Startup Weekend Copenhagen er blevet afhold en række gange i de seneste år med et deltagerantal per gang på 100 og med en sektor per gang.

Det ændrer sig den 17. til og med den 19. november. Som noget helt nyt vil programmet blive firedoblet. Det betyder at der vil være 400 deltagere, fire sektorer i løbet af samme hackathon og 40 iværksætterreksperter- og mentorer.

“Hvis der kommer 400 deltagere, og det ser sådan ud, så vil det efter vores bedste overbevisning blive Europas største af sin slags,” siger Peter Munkholm Nielsen.

Eventet kommer meget passende til at løbe under titlen: Startup Weekend Mega. 

Startup Weekend er en del af et globalt netværk og siden starten i 2007 er de nu tilstede i mere end 135 lande, og har haft mere end 210.000 deltagende iværksættere. Organisationen er en del af Techstarts, som er en af verdens førende startup acceleratorer.

Symbion er Danmarks største startup community bestående +300 startups og virksomheder fordelt på deres tre lokationer i København.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY