Startups som ’Soundboks’ og ’Shapping New Tomorrow’ har tager deres spæde iværksætterskridt i Facebook-gruppen ”Iværksætter Netværk”. Nu starter folkene bag gruppen to nye selskaber, der ligesom gruppen er sat i verden for at hjælpe de små iværksættere.

De fleste med en iværksætter i maven er stødt på gruppen ”Iværksætter Netværk” på Facebook. Med sine 70.000 medlemmer er den i dag Danmarks største gruppe for iværksættere, hvor prominente startups som Soundboks og Shapping New Tomorrow er udsprunget.

I gruppen diskuterer iværksættere alt mellem himmel og jord: Eksporttariffer på hestesko, om man kan være venner med sine medarbejdere på Facebook og tips til brug af inkasso. Og selvom gruppen i høj grad består af vidensdeling mellem medlemmerne, er der også kræfter bag gruppen, der fjerner spam og sørger for at moderere den gode dialog.

”Vi står op hver morgen, for at revolutionere iværksætteriet i Danmark. Og bare ved at være medlem af gruppen, kommer man hurtigere over stepperne, end hvis man ikke var,” siger Martin Christensen, som har arbejdet fuldtid med gruppen siden den rundende 25.000 medlemmer for fire år siden.

Nu mener de dog, at tiden er inde til, at gruppen knopskyder nye services i form af freelance-vikarbureauet WorkStable og samt portalen IVN. Begge med samme formål for øje som Facebook-gruppen: At gøre livet nemmere for freelancere og små iværksættere.

Et bureau for freelancere

Facebookgruppen er ikke bare størst på iværksættere, men også på freelancere. Og det er netop hvad den første spinoff-virksomhed kommer til at beskæftige sig med: Et freelance-vikarbureau indenfor marketing.

”Vi har lyttet til communityet, og lavet en løsning ud fra det. Vores hjerter bløder for de helt små iværksætter-virksomheder.” siger Martin Christensen.

Hvor konkurrerende freelance-platforme mange gange fokuserer på at gøre det nemt for opgavestilleren, fokuserer WorkStable på at gøre det nemmere at være freelancer.

”Vi vil gerne klæde freelancerne på, så de står bedre. Blandt andet gennem billige forsikringer til freelancerne og transparente leveringsbetingelser,” siger han.

Samtidig er ideen, at bureauet også kan samle et hold af freelancere til at løse en opgave, så opgavestillerne også får en mere fleksibel model gennem platformen.

”Vi går efter at lave rammeaftaler med primært store virksomheder og er som sådan matchmaker mellem kunde og leverandør. Sidder du som indkøber i en virksomhed, får du en fordel ved at være mere agil. Du får tilført kompetencer efter behov,” siger Martin Christensen.

FDM for iværksættere

Mens begge nye virksomheder er i deres spæde opstart, gør Martin Christensen det klart, at de bliver bygget ud fra de samme kerneværdier, som driver facebookgruppen ’Iværksætter Netværk’.

”Man kan trække en parallel til andelsbevægelsen. Der er mange iværksættere, der sidder og tumler med de samme ting, og sammen bliver de stærkere,” siger han.

Og han mener at det er vigtigt, at der kommer mere fokus på og hjælp til de små virksomheder – hvilket netop er formålet med både WorkStable og IVN.

”Det, vi kender i offentligheden i Danmark, er meget store virksomheder – det er unicorns. Og det er godt, fordi det får mange til at starte virksomhed. Men bottomline er, at de fleste iværksættere driver små virksomheder med op til 15 medarbejdere,” siger han.

Sammen med Facebook-gruppen, som kommer til at fortsætte som hidtil, håber han at de tre enheder tilsammen kan komme til at gøre en mærkbar forskel for iværksætteriet i Danmark.

”Jeg tror på, at vi kan skabe en masse nye jobs, hvis vi kan give fokus til de små virksomheder. Kan vi bare skalere dem fra 1 til 3 ansatte, har vi skabt rigtig mange arbejdspladser,” siger han.