Det kræver en samlet national indsats, hvis den danske spilbranche for alvor skal trække den internationale førertrøje over hovedet, mener erhvervsparken Filmby Aarhus, der til daglig huser en kreativ klynge af danske VR- og spilvirksomheder.
I filmbyen i Aarhus gemmer sig en kreativ erhvervspark med over 100 virksomheder inden for film, spil og medier. Herunder også en række af Danmarks mest prominente spilstudier som Bright Star Studios, Ahoot Media og Funday Factory, som gennem inkubationsmiljøet får adgang til workshops, events, vidensdeling og play-throughs.
Men de lokale og kommunale initiativer kan ikke stå alene, hvis den danske spilbranche for alvor skal blomstre og forløse det potentiale, mange eksperter har spået den. Det kræver en national indsats for alvor at styrke økosystemet omkring spilstudierne, mener Steen Risom, Chef for Filmby Aarhus og Den Vestdanske Filmpulje.
“Det handler ikke kun om ét enkelt håndtag. Vores nabolande har alle helstøbte økosystemer bestående af bedre netværksmuligheder, finansieringsløsninger, uddannelser og arbejdskraft. Derfor skal vi forbedre os på mange forskellige parametre, hvis vi skal være konkurrencedygtige og forbedre rammerne for spilindustrien herhjemme,” fortæller Steen Risom.
I modsætning til film-, tv- og reklamebranchen, hvor tre gange så mange er autodidakte specialister (33 procent), efterspørger spilbranchen i højere grad teknisk funderet arbejdskraft, når de nye store titler skal udvikles.
“Det er ikke vores opgave at give svaret, men i virkeligheden at hjælpe branchen med at definere, hvad de har brug for. Og en af de ting, mange af virksomhederne efterspørger, er, at uddannelsessystemet bliver skruet rigtigt sammen ift. efterspørgslen,” forklarer Steen Risom
Alligevel er Danmark efterhånden hjemstavn for en række internationale megasucceser som Ghost Ship Games, Slipgate og Unity, der alle stod for en betragtelig del af den samlede branches omsætning på 2,65 milliarder i 2020.
Derfor er potentialet for en ny dansk førerposition også til at få øje på.
“Vi har nogle virksomheder i Danmark, der potentielt set kan drive det meget, meget langt. Men hvis vi kontinuerligt skal fostre internationale spilsucceser, skal vi være skarpere på alle dele af økosystemet. Lige fra uddannelse til at de etablerede spilstudier motiveres til at geninvestere i økosystemet,” fortæller Steen Risom.