Det finansielle jobmarked formes af automatisering og investerings-branchen er først i køen

Digitale investeringsvirksomheder skubber til status quo i en branche, der har været sen til at omfavne teknologiens muligheder. Digitalisering giver muligheder for at effektivisere processer og skabe transparens. Det vil ske på bekostning af traditionelle jobs og tvinger mennesker til at tilpasse sig.

Read article in English here.

Fremkomsten af teknologier som kunstig intelligens og en effektivisering i automatisering af processer skubber til status quo i mange brancher. Her opstår nye virksomheder, der forsøger at tage kampen op mod branchens eksisterende spillere. Den nye teknologi ændrer på behovet for menneskelig arbejdskraft og skaber et større fleksibilitet.

Det gør sig også gældende i investeringsbranchen, der i mange tilfælde har været sen til at omfavne de muligheder, digitaliseringen præsenterer.

”Der er behov for mere simplicitet og mindre kompleksitet indenfor investment management industrien som helhed. Investorer bør og vil kræve større transparens på alle niveauer. Industrien har været sen til at adoptere ny teknologi og udnytte de muligheder, digitaliseringen tilbyder. Der er plads til forbedring, når man holder performance overfor prisen på finansielle produkter,” siger Andreas Olsson, CEO i den svenske investment mangement virksomhed iaib.

De muligheder har nu fået en nye betegnelse; kvantitative investeringer.

Innovative løsninger ændrer landskabet

Ifølge McKinsey har automatisering potentiale til at gøre millioner af jobs på verdensplan overflødige. Her har forudsigeligheden i jobbet meget at sige for, hvor let det kan automatiseres. Ifølge undersøgelsen vil det i 2030 betyde, at mellem 75 og 375 millioner arbejdere på verdensplan, må skifte jobkategori og lære sig nye færdigheder. 

Den svenske kvantitative investeringsvirksomhed iaib er blandt dem, der forsøger at udnytte den teknologiske udvikling til at slå hul igennem til det svenske og danske investeringsmarked.

Virksomheden forsøger at løse grundlæggende problemer for investorer ved at tilbyde transparente, innovative og performance- og kost effektive investeringsprodukter. Hertil har iaib udviklet to investeringsstrategier, som virksomheden agter at lancere i løbet af 2018, og i høj grad omfavner de teknologiske muligheder.

”Alt, der handles, er baseret på en regel eller model, vi selv har bygget. Disse regler og modeller er baseret på vores syn på, hvordan markeder fungerer, vores erfaring og viden. Men det er brugen af computere til systematisk at eksekvere på disse regler og modeller, som skaber disciplin, transparens og solide langsigtede stigninger,” siger Andreas Olsson.

Større gennemsigtighed

Hos danske NORD Investments er det erklærede mål, at gøre det muligt for alle nemt og billigt, at investerer ordentligt. Ligesom iaib anvender NORD Investments en digital tilgang, der hjælper virksomheden med at holde omkostningerne i bund.

Samtidig udbydes NORDs digitale investeringsservice i samarbejde med en partnerbank, der gør det muligt for NORD at drive forretningen.

”Ordentlige investeringer er for os, at levere et stabilt afkast til lave omkostninger og på helt gennemsigtige vilkår. Derfor bygges kundernes porteføljer op af index-fonde, der følger markedets afkast samtidig med, at vi ikke gemmer prisen væk,” siger Anders Hartmann, CEO i NORD Investments og fortsætter:

”I udlandet kaldes det robo-advisor. Der er dog ikke mange robotter i netop vores operation, men derimod algoritmer og systematiske metoder, så det er måske ikke en helt dækkende beskrivelse. Men faktum er, at menneskelige menneskelige finansielle kompetencer vil blive overflødige.”

Der vil dog stadig være en overgangsfase og der er ingen garanti for, at mængden af nye opgaver kan afløse de gamle. Ifølge Anders Hartmann vil flere traditionelle investeringsjobs således blive opslugt af teknologien fremover.

”Lige hvad angår investeringsområder tror jeg, at investeringsrådgiverne og porteføljeforvalterne bliver hårdest ramt af robotter og automatiseringen,” siger Anders Hartmann.

Automatisering afløser mennesker

Hos iaib og NORD Investments bliver mange af de funktioner, der traditionelt varetages af mennesker, i stedet håndteret af computere. Det betyder at den primære menneskelige rolle ligger i udvikling – både fra bunden, men også løbende konfiguration. Men det betyder, ifølge iaib, ikke at den menneskelige arbejdskræft for alvor trues.

”Vi ser ikke fremkomsten af automatiserede processer som værende truende for den menneskelige arbejdskræft. Vi ser det, som en forandring af det arbejde mennesker leverer og som en mulighed. Teknologi har altid været en kilde til forandring af det menneskelige arbejde. Vi ser det ikke være anderledes denne gang,” siger Andreas Olsson.

Det er et synspunkt, som deles af Professor Jan Damsgaard, der leder afdelingen for digitalisering på CBS.

”Det er klart, at det nuværende indhold i mange jobs vil blive erstattet af computere eller måske helt forsvinde. Men der vil også opstå nye behov for menneskelig understøttelse, som vil skabe en del nye jobmuligheder. Desuden opstår der en række nye jobs andre steder.”

 

Jan Damsgaard mener, at man skal kunne noget helt særligt, hvis man vil holde fast i en automatiserbar stilling.

”I dag bruger man måske meget menneskekræft på at foretage analyser. Men det vil man i fremtiden også kunne gøre ved hjælp af computere. Dem der vil forblive, vil så i høj grad være specialiseret og kunne noget helt særligt. Men selv der vil de blive understøttet af kunstig intelligens med evnen til at gå igennem meget data meget hurtigt,” siger Jan Damsgaard og afslutter:

”Da traktoren først kom ude på landet, blev alle dem, der kun kunne skovle roer udfordret. Men de endte med at flytte til byen ind til parcelhuskvartererne og være med til at opbygge velfærdsstaten op gennem 60’erne og starten af 70’erne. På samme måde kan det også være svært at forestille sig, hvad de her mennesker kommer til at lave i fremtiden. Men jeg tror ikke på, at det kommer til massearbejdsløshed i Danmark.”

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY