De to aarhusianske virksomheder Spiir og Lunar Way har forenet deres kræfter i kampen for at give unge bedre overblik over deres økonomi. Et samarbejde de håber kan blive til mange flere, i takt med at fintech-scenen i Aarhus vokser.

København er på mange måder Danmarks fintech-hovedstad. Men det betyder ikke, at der ikke også sker Fintech-innovation på den anden side af Storebælt.

“Det er en fejl at tro, at der ikke sker noget uden for Københavns bygrænse, når det kommer til Fintech. Den danske Fintech-scene er stadigt voksende, og det gælder også i Aarhus”, fortæller Thomas Krogh Jensen, CEO for Copenhagen Fintech.

“Etablerede virksomheder, som Spiir og Lunar Way, har formået at trække kvalificerede folk til, hvilket i den grad er med til at udvikle branchen – også uden for København. Det betyder derfor, at vi hos Copenhagen Fintech kigger ind i mulighederne for at etablere et netværk for virksomhederne i Aarhus”, siger han.

I Aarhus med vilje

Spiir var et af de første fintech-startups i Danmark, og Lunar Way gik ambitiøst i luften for toethalvt år siden og har siden trukket masser af opmærksomhed. Og for begge virksomheder var det ikke tilfældigt, at de valgte at bosætte sig i Århus.

Rune Mai, CEO i Spiir.
Rune Mai, CEO i Spiir.
“Aarhus har et stærkt tech-studiemiljø med uddannelser som Informationsvidenskab, multimedieuddannelser og mange andre. Hos Spiir har vi igennem vores levetid haft involveret mere end 20 studerende fra uddannelssteder i og omkring Aarhus. Nogle af dem er stadig med på rejsen i dag. Derudover er både husleje og lønninger billigere i Aarhus end i København – det er selvfølgelig også et vigtigt element for ethvert start-up”, siger Rune Mai, CEO for Spiir.

Talentet var også afgørende for Ken Villum Klausen og Lunar Way, men han peger dog på, at det har været svært at finde det samme kommercielle talent og mener også, at det ville være nemmere at tiltrække venture-kapital med en adresse i København.

Alligevel fornemmer cheferne for de to aarhusianske fintech-fyrtårne, at der er rig mulighed for at vokse fintech-scenen i Aarhus.

“Der er flere tech-startups fra Aarhus der har klaret sig godt henover årene – tænk bare på Kiloo’s enorme succes med appen Subway Surfers eller Clearhaus? Aarhus har et stærkt tech-miljø og rammerne er gode, hvis man ønsker at bygge fintech. Hos Spiir melder vi os klar til at hjælpe andre der går og leger med Fintech-iværksætterdrømmen i Aarhus,” siger Rune Mai.

Nyt samarbejde viser vejen

Spiir og Lunar Way har netop indgået et samarbejde på tværs deres virksomheder og services. Det betyder, at Spiir nu har udviklet teknologien, så Lunar Ways brugere også kan benytte sig af Spiirs budget-app.

Ken Villum Klausen, CEO i Lunar Way.
Ken Villum Klausen, CEO i Lunar Way.

“Både Spiir og Lunar Way samarbejder med bankerne, og vi tilbyder begge platforme og interfaces som møder de unge. Vi fokuserer på at skabe den bedste brugeroplevelse. Tilsammen er vores apps et rigtigt godt udgangspunkt for unge, der ønsker en 100 procent digital økonomi,” siger Ken Villum Klausen, CEO ved Lunar Way.

“Det er et spændende samarbejde, der både viser brugerne, hvad fintech kan, men samtidig viser det også branchen, at Fintech er på landkortet i Aarhus – hvis der skulle være tvivl om det”, siger han.

Aarhus må stadig finde sig i at stå i skyggen af København, men de to direktører håber, at det nye samarbejde kan sætte ynderlige fokus på scenen i Aarhus.

“Vi er interesserede i at hjælpe flere i gang med at skabe Fintech-løsninger til gavn for forbrugerne, og derfor har vi netop lanceret platformen Nordic API Gateway, der gør nye spillere i stand til at komme hurtigere i gang med at integrere med banker i hele Norden. Aarhus har i den grad et stærkt tech-miljø, så vi håber selvfølgelig at se flere Aarhusianske Fintechs de kommende år”, siger Rune Mai.