Arrangørerne bag Fintech Open Data Challenge håber, at fintech-startups griber muligheden for at vinde 100.000 kroner. Formålet er at sætte fokus på potentialet i at bruge offentlig tilgængeligt data kommercielt.

Deltagerne i en ny konkurrence skal kæmpe inden for henholdsvis insurtech, banking & investering og fintech generelt. Den 15. november kåres en vinder af de tre kategorier, der hver kan tage 100.000 kroner med hjem.

Konkurrencen skal sætte fokus på offentlig tilgængeligt og gratis data. Derfor er det et krav, at deltagerne benytter minimum et åbent offentligt datasæt i deres løsning, for eksempel fra platforme som Open Data DK og Virk Data.

Et uforløst datapotentiale

Fintech Open Data Challenge er arrangeret af Partnerskabet for åbne offentlige data, der består af Erhvervsstyrelsen, Danske Regioner, KL og Open Data DK, i tæt samarbejde med Copenhagen Fintech.

Sofie Ladekær er projektleder ved Erhvervsstyrelsen med ansvar for samarbejdet, og hun mener, at den store mængde data, offentlige myndigheder og institutioner genererer, rummer store muligheder for nye og bedre finansielle services.

”Der er masser kommerciel værdi i offentlig data. Særligt hvis de benyttes i samspil med virksomheders egne data. Det er en af grundene til at vi afholder konkurrencen. Vi vil gerne indsamle gode eksempler på nye måder, åbne offentlige data kan bringes i spil på, der viser det,” siger Sofie Ladekær.

Læs mere om datadrevet forretningsudvikling her

I Danmark har vi et stort fokus på fintech og teknologisk udvikling af den finansielle sektor. Men på trods af det fokus, rummer krydsfeltet imellem finans, teknologi og data stadig et forretningspotentiale, hvor dansk erhvervsliv kan blive endnu stærkere.

Må det bedste mockup vinde

Det et krav til deltagerne, at de har et CVR-nummer. Men ifølge Sofie Ladekær satser de især på deltagere fra startupøkosystemet:

”Vi ser gerne at enkeltpersoner deltager, men den primære målgruppe er startups, mindre erhvervsdrivende eller studerende. Derfor har vi fokuseret på at komme ud i startup økosystemer. Vi var til stede med en stand på CBS Entrepreneurial Day, der var arrangeret af Copenhagen School of Entrepeneurship. Og det er vi også på fredag til Fintech Innovation Day 2017, siger Sofie Ladekær og fortsætter:

”Kan du komme op med et godt mockup eller wireframe, der demonstrerer, hvordan åbne offentlige data kan bruges til forretningsudvikling på fintech-området, og kan du beskrive en overbevisende forretningsmodel bag, så er det dig, vi er på udkig efter.”