NPinvestor fejrede deres IPO ved at åbne NASDAQ her til morgen.
NPinvestor fejrede deres IPO ved at åbne NASDAQ her til morgen.

Noteringen på vækstbørsen First North lykkedes i tredje forsøg, og har sikret NPInvestor 17.66 friske millioner. Selskabet gør nu klar til at offentliggøre deres trading-platform – som de ikke udelukker kommer til at indeholde kryptovaluta.

Det skulle egentlig have været 1. december, men så kom nogle tekniske problemer angiveligt i vejen. I andet forsøg d. 18. december lykkedes børstegningen heller ikke. Men efter flere udskydelser havde det danske fintech-selskab NPInvestor sin første dag på vækstbørsen Nasdaq First North i København i dag.

Der var på forhånd tegnet godt 1 millioner aktier i selskabet, som har sikret 17.66 millioner kroner til NPInvestor. Penge der blandt andet skal sikre virksomheden kapital til kommercialisering og internationalisering af investeringskonceptet Copy trading, der indgår i den egenudviklede handelsplatform Straticator, som selskabet skriver i en pressemeddelelse.

Socialt medie for aktiehandlere

En del af formålet med at rejse ny kapital var samtidig, at få licens til at drive eget fondsmæglerselskab, som vi skrev før den førstplanlagte børsnotering.

Virksomhedens aktieplatform Straticator – som er udviklet af Navision-rigmanden Erik Damgaard – vil dog ikke bare være endnu én blandt mange. Dens helt store claim-to-fame hedder copy-trading, og gør aktiehandel til en slags social medie.

”Rent teknisk betyder det, at man kan følge og kopierer andres handler. Platformen har investorer, som er eksperter på forskellige områder, og i stedet for at sidde og kigge på porteføljer efter en stigning, kan man kopiere en dygtig traders handler i realtid,” siger Jan F. Andersen, administrerende direktør i NPInvestor, og tilføjer, at copy trade-funktionen kræver, at man som investor tillader, at andre copy-trader ens portfølje.

Straticator planlægger samtidig at tilføje copy-trading af børsrobotter, ligesom man vil kunne lave lukkede grupper, hvor en investeringsklub kan copy-trade fra hinanden uden hele verden følger med.

Åben for handel med kryptovaluta

Som den første danske virksomhed pønser NPinvestor også på, at kommer til at tjene penge på handel med kryptovaluta.

”Vi har fulgt det i nogle år, og vi er allerede blevet kontaktet af flere internationale aktører på området. Vi kommer til at kigge ind i det, men vi har selvfølgelig ikke sagt hvornår og hvordan, for det kommer an på det tekniske – men vi er overbevist om, at vi det giver god mening, at man kan handle kryptovaluta inde på vores platform,” siger Jan F. Andersen.

Læs også: Erik Damgaards fintech-firma jagter millioner på vækstbørsen

Som både børsnoteret virksomhed indehaver af en financiel licens skal der dog samtidig være styr på reguleringen, før NPinvestor kommer til at tilbyde handel med kryptovaluta.

”Det er på vej. Så sent som i den her måned, er der kommet nye regler i EU, hvor kryptovaluta bliver sidestillet med almindelig valuta. Så hele hvidvaskningsdelen er på vej, og det hilser vi selvfølgelig velkommen,” siger Jan F. Andersen.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here