Finanstilsynet opretter ny fintech-sandkasse under navnet FT Lab. Her får fem fintech-startups mulighed for at teste deres forretningsmodel af og identificere hvilke tilladelser, der er gældende på området i tæt sparring med Finanstilsynet. 

Inspireret af London og Singapore vil Finanstilsynet skabe et sikkert miljø, hvor fremtidens finansielle virksomheder kan teste nye forretningsmodeller, der ikke er beskyttet af regulering eller overvåget af reguleringsinstitutioner. Forløbet varer seks måneder og sandkassen vil fremover blive kendt under navnet FT Lab. Det fremgår af Finanstilsynets hjemmeside.

I FT Lab skal de deltagende startups teste, om de kan bygge innovative forretningsmodeller, der kan overholde strenge finansielle bestemmelser. Samtidig kommer Finanstilsynet tættere på fintechs og bliver dermed klogere på den teknologiske del af den finansielle sektor.

Det første forløb begynder i 2. kvartal af 2018, hvor fem fintechs tilbringer seks måneder i sandkassen. Forløbet henvender sig både til startups og etablerede virksomheder.

Efter britisk forbillede

Af Finanstilsynets eget materiale fremgår det, at man lader sig inspirere af pionere i London og Singapore. I november 2015 offentliggjorde finansielle myndigheder i Storbritannien, Financial Conduct Authority, en rapport, hvor begrebet og behovet for en fintech-sandkasse blev introduceret for første gang.

På tværs af fintech, insurtech, blockchain-teknologi og lånetjenester så det første forløb dagens lys i 2016, hvor 18 startups deltog.