Lix Technologies var egentlig kørt i stilling til at blive én af sin generations helt store tech-startups. Men for få brugere, manglende indhold og økonomisk underskud får nu hovedaktionæren bag Lix Technologies til at lukke og slukke forretningen. Det skriver Finans.
“Selskabet er under afvikling. Som det tidligere er meldt ud, så lykkedes det ikke at få tilstrækkeligt med brugere og indhold fra forlag på platformen, hvorfor det blev besluttet af lukke ned,” udtaler Lise Kaae, adm. direktør i Heartland, i en mail til Finans. Heartland er et holdingselskab ejet af Holch Polvsen-familien, som investerer i en lang række startups og virksomheder.
Bestseller-ejeren har siden maj 2020 været hovedaktionær i platformen, hvis investorkreds også tæller bl.a. North Media.
Lix Technologies blev startet af Camilla Hessellund Lastein i 2013, og blev dengang spået en lys fremtid som en slags Spotify for studiebøger, hvor brugerne ‘streamer’ bøgerne.
På trods af roserne og en pris til Camilla Hessellund Lastein i 2017 som ‘Founder of the Year’ ved Nordic Startup Awards, kæmpede Lix Technologies med at give overskud. Camilla Hessellund Lastein og hendes mor, Susanne Hessellund, blev købt ud af virksomheden i 2019, hvor Anders Holch Povlsen i samme ombæring øgede sin ejerandel til 81 procent ved at tilføre 15 mio. kr. til virksomheden.
Det ændrer dog ikke på, at Lix Technologies ved de seneste seks årsregnskaber har tabt omkring 65 mio. kr. efter skat.
Lise Kaae fra Heartland oplyser også til Finans, at man i foråret forsøgte at stabilisere virksomheden ved at sikre den fremtidige finansiering, primært ved konvertering af gæld. Dette førte dog ikke til en samlet, fremadrettet løsning.