I år fik Dansk Iværksætter Forening ny formand i Peter Kofler, en åbenmundet, passioneret iværksætter, der ikke er bange for at tage bladet fra munden. Selvom han glæder sig over, at iværksætteri er blevet hevet op af kældrene og ind i fjernsynet, så er det ikke kun festballoner og konfetti i branchen – tallene underbygger nemlig ikke al talen om de danske iværksættere, siger formanden.

“Jeg er iværksætter, har arbejdet med iværksætteri og været tæt på iværksættere i mere end 15 år. Jeg har stået bag Ivækst og trænet mere end 100.000 iværksættere gennem årene. Det er mennesker, der mod alle odds har valgt at definere deres egen tilværelse. Næsten halvdelen af dem tjener ifølge Danmarks Statistik mindre end højeste kontanthjælpsloft. De skal ikke ses som ofre, for deres frihed har ingen pris. Mit væsentligste lod er at råbe nogle af de her ting op og tage fat i de falske nyheder.

Vi er det ondeste funktionærland. Dér vil jeg gerne tage fat. Jeg vil gerne udfordre narrativet om, at vi har fået skabt en iværksætterkultur i Danmark. For det kan jeg ikke se i de tal, jeg har kigget på.”

“Skal vi benchmarkes mod Holland, skal der ske en fordobling”

“Kigger man eksempelvis på Danmarks Statistiks kortlægning af CVR-numre, er det pænt opadgående, i 2001 var der lidt under 40.000 CVR-numre, det tal er steget til 60.000 i 2015. Men ser vi så på antallet af iværksættervirksomheder ligger vi under 20.000 over de sidste 15 år. Der er kun marginalt flere op til 2008, hvor der er marginalt færre efter. Der er intet sket her.

Så er der den her statistik fra Eurostat 2015. Den fortæller andelen af selvstændige i den samlede beskæftigelse, og Danmark ligger allerlavest! Dem, der ligger øverst, er så Grækenland og Italien, hvor der er mange familievirksomheder og så videre, men vil vi benchmarke os op mod Holland og Irland eksempelvis, så mangler vi altså 150.000 iværksættere i Danmark. Det kræver næsten en fordobling!

Og den her, den er lidt sjov. Det er tal fra OECD fra 2015-2016, hvor de gamle EU-landes selvopfattelse af muligheder for iværksætteri er blevet undersøgt. Her ligger vi nummer to. Vi ser store  mange muligheder, men tager vi så intentionerne om rent faktisk at starte som iværksætter, så ligger vi på sidstepladsen med syv procent. Og ser man på tal fra Verdensbanken fra Doing Business in Denmark 2017, ligger vi kun nummer 24 ud af alle undersøgte lande.”

“Vi har iscenesat en iværksætterhistorie”

“Det er nedslående, at vi ikke handler på vores intentioner. Der er en forestilling i Danmark om, at alt er herligt og godt, vi har iscenesat en historie om, at vi har knækket lønmodtagerkurven, men ser man på, hvor mange der starter op, så ligger vi sidst. Som forening er det vores arbejde at problematisere det.

Vi skal arbejde mere med at bryde vores funktionærkultur. Vi uddanner stadig folk til at tænke, at lykken er gjort, når man bliver ansat i en mellemstor virksomhed – eller endnu bedre – en C20-virksomhed. Det er et opgør, vi skal tage. Det handler om at arbejde med de unge tidligt, og det handler om, at skal vi have iværksætteri på skoleskemaet, kan vi ikke bare bede en seminaruddannet lærer om at følge en lærebog.

Men det handler også om kultur og rammebetingelser. Der bliver brugt 40 milliarder kroner på erhvervsfremme i Danmark, hvoraf alene 5 mia. af dem bliver brugt på erhvervsfremmesystemet. Det er altså ikke fordi, vi ikke har mulighed for at ændre på tingenes tilstand, vi skal gøre det mere attraktivt at tage en risiko. Og det er nok de to væsentligste ting; at få brudt med kulturen tidligt og gøre det mere attraktivt at være risikovillig.”

“Jeg nyder at disponere over min egen tilværelse”

“Jeg sprang selv ud som iværksætter i 2003. Grundlæggende trives jeg ikke i rammer og hierarkier og politiske organisationer, hvor man bruger halvdelen af sin tid på ikke at træde nogen over tæerne. For mig er iværksætteri en måde at sætte sig selv fri på. Hvis du gør livet op i timer og tager den tid væk, hvor du sover, har du cirka to tredjedele tilbage. Det er for mig en slavetilværelse at sælge halvdelen af sit vågne liv til en arbejdsgiver. Jeg nyder at disponere over min egen tilværelse.

Jeg er andengenerationsindvandrer. Mine forældre flygtede til Danmark, og min far har været corporate animal hos A.P. Møller i 40 år. Men jeg er blevet opfostret med, at man godt kan tage skeen i egen hånd og skabe det, man gerne vil. Jeg er taknemmelig for, at jeg har lært at mit mulighedsrum er større, når jeg ikke bare accepterer rammerne, men får lov til at udfordre dem.

Jeg er vokset op i en lille soveby i Nordsjælland. Jeg tror, at kommer man fra sådan et sted, er der grundlæggende to veje at gå; man kan etablere en cyklisk livsopfattelse og lægge æg i den rede, man er født i, eller man kan bryde ud. Jeg trives ikke i stilstand. Jeg trives ikke med at dagen i dag ligner dagen i går. Jeg flyttede til København som 18-årig og blev eksponeret for en helt vild energi og en masse nye typer mennesker. Jeg så muligheder.”

“Inden for iværksætteri er det mindre vigtigt, hvem din far spiller golf med”

“Jeg tror generelt, at paradigmer skal brydes udefra. De fleste techvirksomheder i USA er skabt af første eller anden generationsindvandrere. Se bare Google, Amazon, Apple. Det er det, som er så fedt ved iværksætteri. Det er her, man for alvor kan bryde med det feudalsamfund, som vi har skabt. Hvor dine vilkår på forhånd definerer din skæbne. Inden for iværksætteri er det mindre vigtigt, hvem din far spiller golf med, og om du er vokset op med et klaver i hjemmet.

Jeg tror, det er vigtigt, at man får skabt nogle gode rammer og anerkender de selvstændige. Prøv lige at lytte til ordet. Selvstændig. Jeg har ikke brug for et samfund, hvor jeg bliver gjort til klient, og hvor jeg bliver beskyttet og værnet om og passet på. Tager man en tiger fra zoo og sætter den ud i junglen, dør den. Tager man en virksomhed, som har været skærmet fra alt og flytter den ud i den virkelige verden, så dør den også. Virksomheder skal fødes og vokse på det brutale marked. Hvis tigeren alligevel dør, så har vi som samfund et ansvar. Det er mennesker, det handler om, som langt hen ad vejen tager en personlig risiko på hele samfundets vegne. Der er også større chance for overlevelse anden eller tredje gang.”

“Hvorfor er lønmodtagernes sikkerhedsnet bedre end de selvstændiges?”

“Det er fint, vi har et sikkerhedsnet. Men der er stadig lang vej, for hvorfor er lønmodtagernes sikkerhedsnet bedre end de selvstændiges? Vi fostrer ikke selvstændige, når vi gør det så svært for dem at blive grebet af sikkerhedsnettet. Hvorfor skal vi tvinges ud som funktionærer igennem CV-helvedet? Vi skal i stedet erkende, at vi skal plante så mange frø som muligt, og dem der indeholder næringen til at spire, spirer, og dem der ikke gør, de skal måske heller ikke. Men vi skal lære dem, at man godt kan hoppe ned i jorden, og bliver man stor, kan skal man kunne høste frugterne, og spirer man ikke, skal man heller ikke ligge og rådne op.

Som det er nu mistænkeliggør rammerne selvstændige. Det bliver sådan nogle typer, som laver fiduser og finder skattehuller. I så mange andre henseender kan man skrive under på tro og love og tage alt muligt arbejde som lønmodtager, men når man er selvstændig, kan man ikke skrive under på, at man kun er på dagpenge en kort periode, mens man venter på sit breakthrough. Der er en mistillid der.

Hvorfor sætter vi ikke større pris på den, der tør udfordre rammerne? Hvis man ikke kan give en rigtig god grund til, hvorfor en regel findes, hvorfor må man så ikke bryde den? Vi er trådt ind på den del af kurven i samfundet, hvor udviklingen går eksponentielt op ad. Det er super spændende, men hvis ikke vi griber mulighederne, som skabes af nytænkere, så ender vi som musikbranchen i 90erne. Som en klog mand engang sagde, når det blæser, bygger man så læhegn eller vindmøller? Jeg tror, at bygger vi læhegn, så bliver vi blæst omkuld.”