You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Forskning med startup-fart: Syncsense brugte universitetet til at kickstarte virksomheden

Stifterne af Syncsense (fra venstre): Simon Bruntse Andersen og Steen Petersen.
@Redaktionen

VR-løsningen fra startuppet Syncsense er i dag veletableret på det danske marked. Ikke mindst fordi stifterne brugte deres speciale som en målrettet forundersøgelse og efterfølgende satte det unikke netværk fra universitetsmiljøet i spil.

VR-løsningen fra startuppet Syncsense er i dag veletableret på det danske marked. Ikke mindst fordi stifterne brugte deres speciale som en målrettet forundersøgelse og efterfølgende satte det unikke netværk fra universitetsmiljøet i spil.

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Digital Tech Summit. Læs mere om messen for startups og forskningsverdenen her.


Med nogle få resolutte tråd på en motionscykel bliver den grå hverdag under en indlæggelse til en gåtur på Amalienborg Slotsplads eller Møns Klint. De indlagte kommer ud i naturen og oplever noget. Ikke i den fysiske verden, men med hjælp fra et virtual reality-headset og sensorteknologi fra startuppet Syncsense.

”Vi gør træning sjov og motiverende ved at lade brugeren opleve film eller virtuelle miljøer fra naturen og byer, som vækker nogle minder, og som kun bliver drevet fremad ved at man laver et fysisk stykke arbejde – fx ved at cykle på en træningsmaskine. På den måde understøtter vi den kvalificerede træning, som sundhedspersonalet i forvejen visiterer borgere og patienter til som en del af rehabilitering, træning eller behandling,” forklarer Simon Bruntse Andersen, CEO og medstifter af Syncsense.

Løsningen er ikke bare lavet for at gøre det hyggeligere for særligt ældre borgere at være aktive under blandt andet indlæggelse; den skal sikre, at de hurtigere kommer sig efter en operation, fordi engagementet til at genoptræne er større.

Siden produktet blev lanceret kommercielt sidste efterår, har Syncsense da også fået godt fat i det danske marked, hvor kundelisten i dag tæller otte hospitaler og otte kommuner. Og det har været planen lige siden stifterne begyndte at arbejde med ideen som en del af deres studie på Københavns Universitet for år tilbage.

Syncsense VR løsning i brug på hospital
Syncsense har udviklet en sensor, der kan transformere en analog træningsmaskine til et styringsredskab i den virtuelle verden bag VR-brillerne.

Målrettet forundersøgelse

Steen Petersen, som er den anden medstifter af Syncsense, har en baggrund som fysioterapeut, hvor han selv har set udfordringen med at holde ældre aktive under en indlæggelse. Derfor var det heller ikke tilfældigt, at det blev dén udfordring, som de to stiftere kastede sig over under deres fælles kandidatuddannelse. Hele tiden med en bevidsthed om, at det kunne ende som en fælles virksomhed.

Læs også: Startuppet QuasiOS vil slå Microsoft: Bygger et nyt og sikrere styresystem for robotter

”Inden vi går i gang med at udvikle noget, skulle der laves en forundersøgelse. Det springer mange over, fordi det er tidskrævende og dyrt – for startups såvel som andre virksomheder. Men det havde vi jo mulighed for at gøre, da vi var studerende. Vi laver i virkeligheden en forundersøgelse under vores speciale – og det var jo lidt af en gave for virksomheden,” forklarer Simon Bruntse Andersen.

Med hårdt arbejde fik de to specialemakkere leveret gode resultater under specialet, som de kunne spinne ud og gøre til en fælles virksomhed, hvor de selv ejer rettighederne til den viden, de har genereret undervejs i studiet. Det vil blandt andet sige en rapport, de kunne give til ledelse på hospitaler som bevis for, at deres VR-løsningen faktisk kunne gøre en forskel for patienterne og har en potentiel business case.

Forskning med startup-fart

Efter specialet fortsatte Syncsense udviklingen af virksomheden i Life Science-inkubatoren ‘SUND Hub’ under Københavns Universitet. Samtidig har de to stiftere benyttet sig af kontakterne og det netværk, de har mødt undervejs på studiet – blandt andet deres specialevejledere, som også er overlæge på en række hospitaler. Både for at få gang i salget, men også for at fortsætte undersøgelserne omkring produktet, som underbygger effekten overfor sundhedssektoren.

”Det er mega svært at etablere sådan nogle samarbejder for et startup, og det er utrolig svært for et startups at finansiere sin egen forskning uden samarbejder. I dag har vi jo formelle samarbejdskontrakter med forskere og hospitaler, og der er ingen tvivl om, at når vi fra start er gået sammen med universitet og forskere om at realisere vores løsning, så har det været nemmere at få adgang til sundhedssektoren,” siger han.

Læs også: Amunet Studio: Når studiepraktik bliver til startup

På den måde har Syncsense kunnet opbygge et forskningsmæssigt grundlag for sin løsning på et startup-budget. Men i dag er virksomheden samtidig ved at være så moden, at forskningen kan få glæde af den markedsadgang Syncsense har gennem sine ’living labs’ i blandt andet plejehjem, handicapcentre og hospitaler.

”Universiteterne har jo stor interesse i at få forskningen ud af laboratorierne og få den anvendt. Det vi laver er ikke grundforskning men anvendelsesorienteret forskning og kliniske afprøvninger, som først virkelig skaber værdi, når teknologien kommer i drift. Og vi er kommet til et stadie, hvor vi effektivt kan undersøge effekterne af ny forskning ude i virkeligheden – og det giver bare sindssyg god mening, at vi på den måde også kan hjælpe universiteterne,” siger Simon Bruntse Andersen.


Fakta: Digital Tech Summit

  • Digital Tech Summit 2021 er Danmarks samlende udstillingsvindue for digitale teknologier og mødested for stærke forskningsmiljøer, teknologiførende virksomheder og ikke mindst startups.
  • Digital Tech Summit forventer deltagelse fra 5.000 besøgende, 1.000 virksomheder, 200 startups samt over 350 indlægsholdere fordelt på 80 konferencesessioner. Konferenceprogrammet for de faglige sessioner kan ses her.
  • Digital Tech Summit 2021 åbner dørene for publikum den 30. november og 1. december 2021 i Øksnehallen/DGI-Byen i København. For adgang kræves gyldigt coronapas.
  • Partnerne bag Digital Tech Summit tæller Copenhagen Business School, Danmarks Tekniske Universitet, IT Universitetet, Københavns Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet samt IT-Branchen og Teknologiens Mediehus.
  • Otto Mønsted Fonden og Otto Bruuns Fond er hovedsponsorer på Digital Tech Summit Startup Community og eventet er etableret som et samarbejde på tværs af universiteterne i samarbejde med bl.a. DIREC, Open Entrepreneurship samt en række impact fonde, herunder KRING.
  • TechSavvy.media er mediepartner på Digital Tech Summit og kommer til at sætte fokus på startups – blandt andet med et magasin på messen.

 

UGENS STARTUP: