DigitalOdense

Fra Bits til Dollars: Takeaways fra DigitalOdense ’17

Digitaliseringen er forbi, og vi bevæger os ind i en tid, hvor alle typer organisationer skal omsætte sine data til værdi. Sådan lød hovedbudskabet fra konferencearrangør Martin Brems fra marketingbureauet Brems & Co ved DigitalOdense torsdag. Et budskab, der gik igen hos de i alt ti speakers og eksperter inden for hver sit felt. Anders Vincent fra Change PR beretter for TechSavvy Media.

Den opmærksomme konferencedeltager vil have bemærket et program til årets DigitalOdense, der samlet set kom omkring alt hvad en organisation i 2017 skal bekymre sig om i transformationen og videre ind i den fjerde industrialisering, fra digitalisering, marketing og iværksætteri over sociale medier, uddannelse, virksomhedskultur, fintech og robotteknologi.

Transformationen handler overodnet om at finde sit kommunikations- og forretningsmæssige ståsted, så organisationen bliver i stand til at tiltrække de rette talenter fra de digitalt indfødte generationer og drive en meningsfuld dialog med brugerne, kunderne og borgerne.

Fortæl din historie før andre gør det

Opening keynote, social media-ekspert og direktør for IsocialFanz, Brian Fanzo, der blandt andet har slået sit navn fast gennem sin levende og håndholdte dækning af Super Bowl på sociale medier, startede dagen med at fortælle hvorfor man ikke skal være bange for at give sig i kast med sociale medier. Brian forklarer tanken med en tilgang til storytelling, der inddrager brugeren, kunden eller borgeren i fortællingen allerede før begivenheden eller aktiviteten finder sted:

”Giv indblik, før det hele går i gang, så brugeren kan leve sig ind i alle dine bekymringer og udfordringer undervejs. Gør du det, får du loyale brugere, der er ligeså meget med dig, når det går skidt, som når det går godt.”

Brian Fanzo deler sine anbefalinger ind under fem overskrifter. 

1.     Fortæl din egen historie

2.     Kontrol er en illusion

3.     Brugeren bestemmer mediet

4.     Giv adgang til de passionerede 

5.     Perfektion findes ikke 

The secret sauce er mennesker

Vi vil alle sammen det samme. Vi vil blive en bedre udgave af os selv, og det kan kun lade sig gøre, hvis vi overvejer, hvordan vi vil have, at verden skal se ud i morgen. Sådan åbnede CEO for SingularityU Copenhagen og grundlægger af Dare2, Laila Pawlak, sin præsentation med udgangspunkt i eksponentiel teknologisk udvikling og singularitet. Laila Pawlak og SingularityU Copenhagen arbejder for at gøre menneskeden klar til en tid, hvor verden er fyldt med robotter, der er klogere end os selv:

“Sci-fi film er altid enten fyldt med onde robotter eller flyvende biler. Vores fremtidige virkelighed afhænger af de beslutninger, vi tager i dag og de udfordringer, vi vælger at bruge vores tid på. Det starter med at vi stiller de rette spørgsmål.”

Laila Pawlak arbejder med fire menneskelige incitamenter, der kan hjælpe med at pege i retning af fremtidens medarbejder. Hun inddeler motivationen bag at blive en bedre udgave af sig selv i fire ønsker fordelt på fire bevægelser; Iboende, proaktiv, udefrakommende, reaktiv: Be better, Do better, Feel better, Look better. 

Foto Hans Kristian Hannibal Bach Hannibal Bach Foto

Drop medarbejderudviklingssamtalen

Pavens egen digitale strateg og stifter af analysefirmaet Voluntas, Morten Albæk, prædikede meningsfuldhed og et klart budskab om kærlighed som den vigtigste drivkraft, bag det vi foretager os både professionelt og privat. Og lige nøjagtig skellet mellem det private og det professionelle menneske, og måden vi ser tid i flere kategorier, skal ifølge Morten Albæk udviskes, hvis vi skal drive en succesfuld organisationskultur i fremtiden. Transformationen kræver nogle helt andre lederegenskaber end de traditionelle.

”Fritid, partnertid og arbejdstid er ens. Tid er en absolut størrelse, og vi skal derfor betragte den som sådan. Det samme gælder hvem vi er – vi er ikke partner, far eller medarbejder. Vi er hver især ét helt menneske.”

Medarbejderudviklingssamtalen bør derfor ifølge Morten Albæk omdøbes til ’meningsfuldhedssamtalen’, bestå af to simple spørgsmål og kunne besvares med ja/nej. 

1.     Er der noget på dit arbejde, der forhindrer dig i at opnå dine mål?

2.     Er der noget privat, der forhindrer dig i at opnå dine mål? 

Make Money Matter

COO i fintech-virksomheden Lunar Way, Morten Sønderskov, gav et indblik i, hvordan virksomheden arbejder på at designe en bankløsning til en Snapchat-generation på 18-27 år. Præsentationen handlede om, hvordan Lunar Way er i gang med at nedbryde barrieren mellem banksektoren og sociale medier, og det handler ifølge Morten Sønderskov i høj grad om at lave en løsning, der passer til målgruppen og gøre det normalt at håndtere penge digitalt på alle mulige platforme. De kommende generationer gider ikke løftede pegefingre, men har tilgengæld ikke noget imod, at banken ved en masse om brugernes privatøkonomi.

”Make Money Matter er vores budskab til de digitalt indfødte, der ikke gider løftede pegefingre. Banksektoren kommer fortsat til at handle om kunderne, men på en helt anden måde end det gør i dag.”

Morten Sønderskov fortalte, at det handler om at hjælpe kunderne lige her og nu, i stedet for den måde en klassisk bankrådgiver arbejder på. Hvis de har brug for en bil, skal de have svar på få sekunder, og det skal være normalt, at man deler sin ambition om at spare op til en rejse til USA i sit netværk. 

Morten Sønderskov fortæller om mantraet Make Money Matter Foto Hans Kristian Hannibal Bach Hannibal Bach Foto

Den selvledende medarbejder

Danmarks bedste arbejdsplads, Daxiomatic repræsenteret ved direktør Jesper Refning, delte gladelig ud af sin viden om virksomhedskultur i et indlæg fokuseret på, hvordan virksomheden motiverer sine medarbejdere til at yde mere på kortere tid ved hjælp af fem enkle værktøjer:

Værdier: Hvis du er selvledende, så er det meget rart at have noget at læne sig opad.

Beslutningsproces: Fem enkle trin, der gør, at man ikke behøver at spørge sin leder hele tiden.

Roller: Det er afgørende, at medarbejderen kender sin rolle i organisationen.

Feedback-loop: Sæt en ambition for virksomheden, og se den som en rejse.

Selv-review: Få medarbejderen til at tage ansvar for sin egen udvikling.

”Fremtidens medarbejdere efterspørger mere og mere meningsfuldt arbejde. Hvis det ikke giver mening, får du et kæmpe problem med at motivere virksomhedens ansatte. Og det starter med en flad organisationsstruktur og gennemsigtighed.”

Løvernes konge Tommy Ahlers, MiR-direktør Thomas Visti og den danske landechef for Microsoft Marianne Dahl Steensen rundede af med henholdsvis en iværksætter og motivationstale, en virksomheds- og resultatpræsentation og IT-brancheindsigter fra en af de helt store IT-industrigiganter. Jakob Lund Kristensen, Co-Founder i RFRESH Entertainment udeblev, og kyndig moderation blev leveret af Komfo og StupidStudio.

Jesper Refning fra Daxiomatic på scenen Foto Hans Kristian Hannibal Bach Hannibal Bach Foto

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY