Prominente startups som Penneo, Swiipe, Roccamore og LMS365 såvel som investorer var sat i stævne med en række top-politikere, da Venstre og Dansk Erhverv inviterede til konference om iværksætteri i Børsen d.19. februar.
Under den glittede overflade var konferencen i praksis kommet i stand meget hurtigt. Ikke mindst takket være Dansk Erhvervs nye chef for iværksætteri, Freja Brandhøj, som tiltrådte stillingenen ved årsskiftet. Med regeringens kommende iværksætterstrategi lurende om hjørnet ønskede hun nemlig at ramme jorden løbende i den nye stilling – og helst mens den kommende strategi stadig kunne påvirkes.
“Jeg fik optur, da Venstre ville holde deres konference herinde, så vi fik sat det hele i stand på 18 dage,” fortæller Freja Brandhøj.
Og selvom den nye strategi ikke var helt så meget om hjørnet som antaget, har hun store forhåbninger til dens indflydelse.
“Jeg håber, at grunden til, at vi har ventet så længe, er, at der virkelig er noget kød på det, der skal ske nu.” – Freja Brandhøj, Chef for Iværksætteri i Dansk Erhverv.
“Forhåbentlig kan den brede regering skabe nogle virkelig afgørende reformer. De har nu fundet et stort beløb til iværksætter-dagsordenen, så Jeg håber, at grunden til, at vi har ventet så længe, er, at der virkelig er noget kød på det, der skal ske nu.”
Erfaren opråber
Trods sin korte tid på iværksætterposten i Dansk Erhverv har Freja Brandhøj allerede gjort sin stemme bemærket: Hun har offentligt blandet sig i debatten med holdninger til kvindelige iværksættere, skattekreditordningen, antallet af nye virksomheder – og ikke mindst den lange ventetid på den nye iværksætterstrategi.
Mens jobbet i Dansk Erhverv er nyt, kender hun da også opgaven. Det meste af sin karriere har hun beskæftiget sig med iværksætterpolitik. Både inde fra Christiansborg med fokus på skatte- og finanspolitk, og senest som politisk direktør i brancheforeningen DRC (Danmarks Restauranter & Caféer).
”Jeg har mødt en masse virksomhedsejere og iværksættere på min vej. Restaurantører har en passion og ukuelig tilgang til livet, som på mange måder er anti-jantelov og bare giver en fantastisk fed energi. På den måde minder de rigtig meget om de iværksættere, jeg er landet hos i Dansk Erhverv: De har en bombastisk energi, passion og er mennesker ved deres meningers mod,” siger Freja Brandhøj.
Diskussionen om unicorns og kvindelige iværksættere er selvfølgelig ny for hende, men opgaven med at afdække iværksætternes behov og skabe politiske resultater kender hun.
“Iværksættere er jo en fantastisk gruppe mennesker, som alle elsker. Man kan godt li’ at promovere sig selv ved at stille sig ved siden af dem – særligt fra politisk hånd. Men den reelle handling for iværksætterne venter vi stadig på. Og jeg synes, jeg bringer nogle erfaringer med mig i at formulere de konkrete løsningsforslag – men også råbe lidt op, når det der er for lidt handling og for meget snik-snak. Vi skal sole is i iværksætterne, men vi skal også skabe reelle forbedringer, så der kommer endnu flere af dem – og så de bliver i Danmark. Alt for mange forlader Danmark når de vokser sig store, det gør de fordi forholdene ikke er gode nok,” siger hun.
Intentionerne mangler handling
Med Freja Brandhøj har danske iværksættere fået en ny stemme med erfaring i den politiske arena. Allerede efter sin korte tid som chef for iværksætteri ser hun et kæmpe udviklingspotentiale i det danske økosystem – og forhåbentlig kan hun være med til at forløse det politiske potentiale.
”I Danmark har vi alle forudsætningerne – fx et sikkerhedsnet, der gør det nemt at turde at springe ud i iværksætteri, og en en kæmpe talentmasse med et højt uddanneslesniveau. Vi har mange grundsten, som vi burde kunne komme langt med. Samtidig er der mange udfordringer, særligt på det skattepolitiske område. Der er mange der gerne vil gøre rammevilkårene bedre, men ind til videre mangler der politisk handlekraft,” siger hun.
Hun ser store udfordringer indenfor adgangen til kapital, bureaukrati og mangel på arbejdskraft. Udfordringer vi som samfund er nødt til at løse.
“Vi har simpelthen ikke råd til at forbigå dem.” – Freja Brandhøj, Chef for Iværksætteri i Dansk Erhverv.
“Iværksætterne er sexede at stille sig ved siden af til det klassiske foto og med det rigtige budskab, men der er få stemmer ved de kommende valg i at forbedre skatteforhold for fx investorer, medarbejderaktier og urealiserede gevinster. Her har vi et stort ansvar for at få forklaret, at iværksætterne er garanten for fremtidens velfærd, for hvem skal sørge for at bringe kapital, morgendagens ideer og arbejdspladser til Danmark? Det skal iværksætterne og vækstsætterne – så vi har simpelthen ikke råd til at forbigå dem.”