You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Fremadstormende socialt medie for vægttab får millioner til at skalere

Det danskudviklede sociale medie for vægttab TwinBody har på kort tid fået en stor brugerskare i USA. Nu lander startuppet en investering på 4 millioner kroner til at sætte endnu mere fart på det unikke koncept.

Det går godt for TwinBody, der på lidt over et år har fået 120.000 brugere på deres sociale slanke-app.

Nu får firmaet yderligere fire millioner af Erik W. Pedersen, der er otte gange verdensrekord-indehaver i motocross og bilstunts, og Tommy Gundelund Jespersen der er kendt for sine tidligere topposter i virksomheder som KK Wind Solutions og LEGO.

TwinBody’s koncept er et slags Instagram for vægttab, hvor brugeren bliver matchet med andre, der har lignende vægt og ambitioner om at smde nogle kilo.

Indtil videre har konceptet også skabt opmærksomhed hos alt fra store amerikanske fitnesskæder til helseprodukt-producenter og diætister, der har vist interesse i at bruge platformen til at promovere sig. Og aktiviteten i app’en er ifølge medstifteren usædvanlig høj.

“I gennemsnit har fitness-apps 13 procent tilbagevendende brugere efter 14 dage. Hos TwinBody har vi over 60 procent. Det er videnskabeligt dokumenteret at folk har brug for følelsesmæssig støtte under et vægttab. Det kan de få af mange andre med samme vægt og vægttabsambitioner,” siger medstifter Jørgen Damgaard Hansen.

Personlig ambition

For Erik W. Pedersen var årsagen til at investere i TwinBody baseret på hans erfaringer fra motocross og arbejdet som stuntmand på film i hele verden, hvor han skulle holde sig i form.

“Fejl i stunt-branchen kan jo koste dig livet. Det har været et hårdt pres, som har stillet store krav til fysik og mentalitet. Og med årene fandt jeg ud af, at det der virkelig virker bl.a. er tryghed og støtte – en sjælden vare, som du netop kan finde hos TwinBody, siger Erik W. Pedersen.

“Mennesker oplever jo en glæde ved at se andre lykkedes, og med TwinBody kan folk uden omkostning måske møde det menneske, som kan hjælpe dem til at opnå sine mål. Det betaler man jo normalt for,” siger han.

Med investeringen får TwinBody også tilført flere tunge bestyrelseskompetencer, der i forvejen også tæller ISS’ COO i Danmark Henrik Damgaard-Hansen, som er bror til TwinBody-medstifter Jørgen Damgaard-Hansen.

Firmaet blev stiftet i sommeren 2016, og modtog kort efter 2,5 mio. i investering fra Jack Hjeronymus og Bo Wase.

TwinBody appen der hjælper brugerme med deres vægttab
UGENS STARTUP: