Der er brug for bedre forudsætninger for digital innovation på sundhedsområdet, hvis vi i fremtiden skal frigøre flere ‘varme hænder’ og løse udfordringerne ved hjælp af teknologi.

Af Henning Langberg, Innovationschef på Rigshospitalet.

Artiklen er en del af magasinet ‘Digital Health 2022’. Læs andre artikler fra temaet lige her.


Sundhedsvæsenet bløder med for få sygeplejersker, for lidt plejepersonale og for mange nye patienter. Det kalder på nye løsninger, på innovation og langt mere brug af SMART-løsninger. Vi er på ingen måde ved at afskaffe de varme hænder. Tværtimod skal de varme hænder reserveres til de brandvarme opgaver, der aktuelt ikke bliver håndteret, og så skal SMART-teknologi, kunstig intelligens og algoritmer klare resten.

Varme hænder skal røre patienterne, ikke indtaste data, skrive journaler eller docere medicin. For i en nærliggende fremtid bør røntgenbilleder beskrives af algoritmer, journaler skrives med talegenkendelse, SMART-løsninger styre lys, medicindosering og monitorering af patienter i egne hjem, mens behandlingsplaner tilrettelægges på digitale tvillinger, som også kan indgå i virtuelle forsøg. Men alle de tiltag og mange andre kan kun realiseres, hvis vi får en langt tættere dialog og samarbejde mellem det offentlige sundhedsvæsen og det private erhvervsliv, end det vi har i dag.

Vi har alle forudsætningerne i Danmark med en stærk healthtech- og life science-industri, en række stærke startups, fokus fra universiteterne på at udvikle AI-talenter og med stort fokus på offentlig-privat innovation og partnerskaber. Men desværre er det offentlige sundhedsvæsen ofte en lukket blackbox for startups og SMV’er.

For at ændre det, er der konkret brug for lettere adgang for virksomheder til de kliniske udfordringer. Etablering af kontraktformer, der gør det muligt at udvikle og efterfølgende sælge løsninger til det offentlige. Mere fokus på implementering, så løsninger skaber konkret værdi for patienter og sundhedsvæsenet. Og en model for udbredelsen af løsninger på tværs af Danmark og for at skalere til internationale markeder.

Vi skal i gang med at etablere partnerskaber, hvor offentlige og private parter opbygger tillid og sammen lægger hånden på kogepladen i forhold til at skabe de løsninger, der skal være med til at frigøre de varme hænder. Ellers risikerer vi at stå med et sundhedsvæsen i fremtiden, hvor vi hverken har nok varme hænder eller god nok teknologi til at sikre vores patienter og sundhedspersonale. Fremtiden begynder allerede nu.

GRATIS MAGASIN: Få "Digital Health" direkte i indbakken

…du bliver samtidig skrevet op til vores ugentlige nyhedsbrev med de seneste nyheder og største historier fra det danske startup-økosystem!

Vi spammer ikke, og du kan altid afmelde dig igen!
Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.