Hvad gør kombinationen af VR og sport til så speciel en cocktail? Max Kaos, Adjunkt ved SDU, deler sin viden.

Skrevet af Max Kaos, Adjunkt ved Department of Sports Science and Clinical Biomechanics, Syddansk Universitet.

Jeg var gennemblødt af sved. Jeg var lige blevet færdig med en opslidende boksesession i virtual reality (VR). Mit navn er Max Kaos, adjunkt ved SDU.

Blandt en vifte af skills, har jeg i mit personlige liv trænet boksning i mange år. Med VR-sessionen i bakspejlet tænker jeg på de træninger, jeg tidligere har haft indeni og udenfor bokse-gyms. Når jeg ikke kunne komme ned i mit gym, brugte jeg i mange år hjemmetrænings-videoer for at holde mine evner ved lige. De var gode til at finpudse mine teknikker. Men VR bringer noget nyt til bordet.

Istedet for at følge de samme ensformige bevægelser fra en træner på skærmen i en hjemmevideo, bliver jeg motiveret til faktisk at bokse – at slå hårdt, forsvare mig godt, have styr på mit fodarbejde og bokse strategisk. For i stil med rigtig boksning, så vil jeg vinde kampen. Det er engagerende, og VR giver en ny, indlevende oplevelse, hver gang jeg bruger den.

Mens VR måske aldrig fuldt erstatter de evner, man får i et rigtig bokse-center (så som at lære at tage et rigtigt slag), kan det være en værdifuld tilføljelse til et overordnet træningsregime, som – før VR – ikke eksisterende uden at træne med rigtige mennesker.

I mit professionelle liv er det den slags erfaringer, jeg forsker i. Jeg er medlem af STIR (Sports Technology Innovation Researchers) – en gruppe engageret i at finde nye teknologier, som kan bruges til at motivere mennesker til at bevæge sig mere.

Uanset om formålet er at komme i bedre form i hverdagen, tilbyde engagerende måder at rehabilitere skader og håndtere sygdomme, eller for at give atleter nye og anderledes måder at træne sig til bedre performance, er vores mål at forbedre mennesker liv.

I stand til mere end vi tror

To centrale ideer er fremtrædende i den forskning, jeg har udført. Den første er at mennesker er i stand til mere en vi eller de selv tror. Jeg har arbejdet i et team som udvikler trænings-spil (eller exergames) for børn med cerebral parese.

Guideles foreslog at holde spillede langsomme. Men vi udførte et årlangt studie, som involverede børn med cerebral parese i beslutningsprocessen omkring udviklingen af et action-baseret exergame. Spiller brugte stationære træningscykler til at styre karakterer på skærmen, en skærm til at vise spillet og en controller til at udføre forskellige ting.

Vi udførte et studie på otte uger i hjemmet. Her opdagede vi, at børnene spillede spillene og nød dem. I sin essens havde vi vist, at de her børn var i stand til mere end guidelines troede, de var. Jeg tror, det er sandt for de fleste mennesker.

Hvad betyder social i VR?

Den andne ide vi har studeret i detaljen, er at der er nuancer i at udvikle mod sociale spil. Mennesker er sociale væsner, men det er ikke åbenlyst, hvordan man forbinder sig med hinanden, når der er teknologi som VR involveret.

For eksempel hjalp jeg med at udføre en undersøgelse i stor skala med sunde og raske børn, som sammenlignede det at spille exergames alene med at spille sammen med andre. Vi troede, at børnene i multiplayer ville spille længere og oftere. Istedet fandt vi ingen statistisk forskel.

Jeg testede flere potentielle forklaringer på, hvorfor det var resultatet – og simpelt forklaret formede børnene i multiplayer-delen ikke stærke bond med de andre spillere. Spillene var forbundet, men de spillede hver for sig og kendte ikke hinanden på forhånd. Altså; bare at inkludere en måde at spille med andre er ikke nok. Vil man udvikle sociale spil, er det mere nuanceret end det.

Specifikt “Social VR” er et område, som har brug for meget mere forskning. Indtil for nyligt kunne vi ikke spille flere sammen i VR, og derfor er der ikke meget forskning på området.

Nu hvor vi har hardware, som kan klare det, er designere nødt til at lægge indgående mærke til nuancerne, når de udvikler sociale VR-spil. For eksempel gør der noget tabt, når du ikke kan smile eller kigge andre mennsker i øjenene, når de fortæller en joke, fordi de har et heatset på. Og i lyset af vigtigheden af at knytte tætte bånd, skal nuancer som denne overvejes nøje. Men jeg er håbefuld for fremtiden: Jeg tror, meget ligesom med boksning i VR, vil den fordybende natur af VR bringe os nye, meningsfulde måder at engagere os med hinanden på.