Der er sket meget i Ageras, siden virksomheden startede i 2012. Det skriver de to stiftere, Martin Hegelund og Rico Andersen onsdag i en blog med titlen “Investcorp investerer i Ageras.”
Virksomheden voksede fra en handelsskole drop-out satsning til 100 ansatte, efter den på randen af konkurs blev reddet af Jubii-stifter Martin Thorborg, fire år i træk fordoblede virksomheden omsætningen, i 2015 omsatte de for 30 millioner kroner, i 2016 øgede de omsætningen med 60 procent og blev udnævnt Gazelle-virksomhed.
Bahrainsk kæmpe køber sig ind
Onsdag kom så nyheden om, at Martin Thorborg har solgt sin andel i iværksætterselskabet. Det er den globale, bahrainske vækstfond, Investcorp, som har købt sig ind i Ageras. Det betyder, at Amino, som før var storaktionær, nu er blevet købt ud som led i transaktionen, og Martin Thorborg forlader bestyrelsen.
Ifølge Børsen har Investcorp erhvervet sig mellem 50 og 66,7 procent af aktiverne i Ageras, og den samlede pris anslås at have været minimum 60 millioner kroner.
Investeringen skal støtte den internationale ekspansion, efter Ageras har fundet fodfæste i Holland og Tyskland, hvor der også sættes ind på væksten.
En ideel partner for Investcorp
Investcorp fokuserer primært på teknologivirksomheder med særlig fokus på data, it-sikkerhed, internet og mobility og i dem fandt Ageras det perfekte match. Ifølge Børsen har stifterne talt med mere end 50 ventureselskaber før valget blev taget.
“Ageras’ unikke kombination af skræddersyet service og høj automatisering positionerer selskabet perfekt til at forbinde små og mellemstore virksomheder med revisorer og advokater. Ageras’ høje kundetilfredshed kombineret med en loyal partnerbase har sikret selskabet en førende position på markedet i Europa. Disse grundlæggende forretningsmæssige styrker, kombineret med et fremragende ledelsesteam, gør Ageras til en ideel partner for Investcorp,” siger Gilbert Kamieniecky, Managing Director i Investcorp med ansvar for teknologi-investeringer i Europa i en pressemeddelelse.
Match fra første øjeblik
Ageras opererer i dag i fem markeder fra kontoret i København, og kundekredsen har sneget sig op over 100.000. Altså var det tid til at tage virksomheden til næste niveau, skriver stifterne.
“Fra det første øjeblik vi mødte Investcorp, stod det klart, at de var den rigtige partner for Ageras til den næste fase af vores vækstrejse. Investcorp har et godt omdømme og imponerende generalieblad med at vækste ejerledede teknologivirksomheder, og deres globale tilstedeværelse og omfattende netværk understøtter Ageras’ fortsatte internationale ekspansion,” siger direktør Rico Andersen i pressemeddelelsen.