Delebilskonceptet GoMore har fredag lanceret et samarbejde med Nordjyllands Trafikselskab.
GoMore opstod i sin tid som et alternativ til den offentlige transport, hvor private kunne arrangere samkørsel på platformen. I dag er GoMore også et udlejningssite og fra denne fredag en samarbejdspartner til Nordjyllands Trafiksselskab.
Det skriver DR.
En helt ny slags samarbejde
Samarbejdet gør det nemmere for passagerer at hoppe direkte fra bus til privat bil, og er det første samarbejde af sin art for GoMore – og noget nyt for Trafikselskabet, som aldrig før har haft et så tæt samarbejde med en mindre, privat virksomhed:
“Der er nogen hos os, der har måttet sluge nogle kameler i forhold til at lave den her form for samarbejde, for det er bestemt ikke den måde, vi har tænkt på altid. Vi har tænkt os og dem og enten eller. Nu tænker vi både og,” siger direktør for Nordjyllands Trafikselskab Jens Otto Størup til DR.
Samarbejdet får ros af trafikforsker
Samarbejdet blev første gang omtalt i 2015, da NT og GoMore løftede sløret for deres planer. Da sagde Jens Otto Størup til DR, at de måtte erkende, at bilen var en vigtig faktor for flk bosiddende ude på landet og uden for de større byer.
“Og skal vi gøre nordjyderne mere mobile, så er det ikke vores opgave at sortere i de valgmuligheder, der er – men at formidle dem,” forklarede han til DR.
Samarbejdet får efter lanceringen ros af trafikforsker Harry Lahrmand fra Aalborg Universitet, som ser samarbejdet skabe mere mobilitet til yderområderne, som dermed gør det mere attraktivt at bosætte sig uden for de store byer.
Konkret er der udpeget 13 samkørsels-stoppesteder, hvor buspassagerer kan blive samlet op af GoMore-chauffører. Det skal være med til at forbedre transportmulighederne for nordjyderne, der bor uden for de store byer.
Derudover bliver det med samarbejdet muligt at søge både busforbindelser og GoMore-forbindelser fra NT digitale rejseplan. Løsningen er dog endnu ikke integreret i Rejseplanen, men gennem NT’s hjemmeside kan man søge samkørsel.
Et startup med fart på
GoMore blev stiftet i 2005 af iværksætterne Matias Dalsgaard og Søren Riis. I 2013 fik de Jesper Buch med som investor, i 2014 brugte 140.000 personer GoMore til at finde et lift i Danmark, samme år fik virksomheden en investering fra Seed Capital, i 2015 opkøbte de den spanske konkurrent Amovens, havde mere end 750.000 brugere og kunne annoncere endnu en millioninvestering fra blandt andre Jobindex-stifteren Kaare Danielsen.
GoMore har specialiseret sig i privat samkørsel og udlejning af privatbiler. Men virksomheden åbnede i 2016 op for samarbejder med kommercielle udlejningsfirmaer og bevægede sig dermed ud af privatsfæren. Nu har GoMore taget endnu et skridt mod større markedsandele med det nye ægteskab med Nordjyllands Trafikselskab.