Tiden efter Covid-19 kræver en omstilling i den måde, vi tænker kontorer på. Danske Good Monday har en digital løsning på fremtidens kontorer, og har landet en investering på 27,5 millioner til at skalere og ekspandere sin platform.

I disse dage vender danskerne så småt tilbage til deres kontorer. Men vi vender ikke tilbage til det samme kontor, som vi forlod før covid-19. Der skal fokus på at skabe et nyt, fleksibelt kontormiljø, der kan skabe rammerne om en kultur, der er remote-first.

Det er udviklingen mod en helt ny måde at forstå og bruge udtrykket ‘at gå på arbejde’.

“Vi har kørt kontor på den samme måde i 100 år, hvor ingen har transformeret en analog serviceindustri. Men Good Monday handler ikke kun om at drive kontor på en ny og mere moderne måde. Det handler også om at skabe en bedre arbejdsplads og et mere nærværende og fleksibelt arbejdsmiljø. Noget som vi lige nu har mere brug for end nogensinde før,” siger Mik Strøyberg, der er CEO og medstifter af Good Monday.

Som de fleste har oplevet i løbet af de seneste knap tre måneder, kan man gå på arbejde uden at ‘checke in’ fysisk på kontoret og vise chefen, at man faktisk er der. Man kan godt arbejde derhjemme eller i et andet land, hvis det er det, der passer en bedst.

“Men det kræver en omstilling fra arbejdspladserne, der skal gentænke måden at drive kontoret på. Vi skal ikke længere bare være ‘remote-friendly’ – vi skal være ‘remote-first’,” siger Mik Strøyberg.

Mik Strøyberg

Indtager europæiske storbyer én efter én

Good Monday står bag en digital platform, som holder styr på alt, der vedrører kontoret. I 2019 firedoblede virksomheden sin omsætning fra året før, og der kom et rekordstort antal nye kunder til. I dag er flere end 150 virksomheder på platformen i København, og kunderne tæller alt fra tech-startups som Pleo, Planday og Soundboks til mere etablerede virksomheder som advokatkontorer og ambassader.

Med en ny investering på knap 30 millioner vil Good Monday nu indtage de europæiske storbyer en efter en. På den rejse er første by London, hvor kontoret er blevet åbnet, og de første kunder er koblet på platformen.

“Som Europas forretnings-hovedstad i et land, der har været hårdt ramt af covid-19, skal London i høj grad gentænke sig selv og vende sig til en ny virkelighed. Det gælder ikke mindst virksomheder, medarbejdere og kontorer, og her tror vi på, at vi kan være med til at gøre en markant, positiv forskel,” siger Mik Strøyberg.

Den tocifrede millionindsprøjtning kommer fra det britiske venturekapital-firma Firstminute Capital, mens også svenske Creandum og de to danske venturefonde Seed Capital og Preseed Ventures har investeret.