En ny release baseret på machine learning fra platformen, der vil revolutionere private kontorer, skal bringe Good Monday ud på nye markeder og hjælpe kunder med at få et hurtigt overblik over services og priser. 

Good Monday vil de kedelige kontorer til livs. Efter halvandet år har op mod 100 virksomheder erklæret sig mandagselskere, og den unge virksomhed har rundet en million kroner i månedlig omsætning.

Det har Good Monday gjort ved at gøre private kontorer lige så velsmurte som et kontorfællesskab med en digital integration der sikrer fuldt overblik og fleksibilitet. Løsningen er blevet modtaget godt på det danske marked, og de internationale investorer har også fundet vej ind i ejerkredsen over to fundingrunder. 

Det er hovedsageligt danske kunder, der har fundet vej til platformen, men nu er det tid til at indfri det internationale potentiale, og den næste udfordring bliver at holde den opadgående kurve af nye kunder i takt med at Good Monday går ind i flere europæiske hovedstæder. Derfor lancerer Good Monday nu en ny løsning, der øjeblikket giver kunder overblik over alle de nødvendige services på tværs af alle industrier. En form for Momondo for alt, hvad der sker på kontoret. 

”Tidligere i år lancerede vi digital onboarding, så virksomhederne automatisk kunne komme på platformen. Nu er vi så klar til at gøre det endnu nemmere at få sat kontoret op og skabt rammerne for glade medarbejdere. Det er ikke skalerbart på den lange bane at håndholde processer, der ved grundig dataindsamling kan automatiseres, og derfor skal vi tænke vores platform smartere. Hele tiden,” siger Mik Strøyberg, der er co-founder og CEO i Good Monday.

“Vi har store mængder data, der viser, hvordan virksomheder med 10 eller 200 ansatte designer deres arbejdsmiljø, og hvordan medarbejderne gør brug af faciliteter og sociale begivenheder. De data skal vi omsætte til konkrete tilbud, når vi onboarder nye kunder,” forklarer han.

Investering inden årets udløb

Efter 18 måneder har teamet bag platformen samlet datapunkter og trænet en salgsbot, der kan give en eksakt pris for kontordrift. Den afhænger af alt fra antal medarbejdere på antal kvadratmeter, og hvor stort behovet er for sociale aktiviteter og frugtordning afhængigt af virksomhedskultur og gennemsnitsalder.

Good Monday har fart på, og det kræver det også, hvis missionen om at blive markedsleder i alle verdens hovedstæder skal lykkedes. Ifølge Mik Strøyberg er der ikke andre, der har taget samme udfordring op, men der skal rejses flere penge i en a-runde inden året er omme for at Good Monday kan penetrere nye markeder. 

”Vi står ikke og mangler kapital for at fortsætte rejsen, men vi er en vækstvirksomhed, og vi skal fastholde vores vækstrater og det momentum, der er skabt – og det kræver kapital. Vi er sat i verden for at revolutionere de private kontorer, og måden man tænker sin virksomheds infrastruktur, og hvis man vil tage førstepladsen på dette område, er der ikke tid til at sove i timen.”