Alle, der har prøvet at skrive en lydoptagelse ud på skrift, ved, hvor voldsomt opgaven flår i tålmodigheden: Det burde kunne gøres smartere i en tid med den allestedsnærværende kunstige intelligens.
Sådan tænkte man også i den unge medievirksomhed Zetland, hvor man gennem årene – og uden held – har prøvet alle mulige smarte løsninger for at gøre lydoptagelser af interviews til tekst i en brugbar kvalitet. Det ændrede sig dog i slutningen af 2022.
En tilfældig snak over frokosten faldt sammen med, at AI-kæmpen OpenAI annoncerede sin nye sprogmodel Whisper. Få dage efter havde Zetland selv udviklet en prototype til deres behov.
”Vores journalister sad jo nærmest med tårer i øjnene over, hvor godt det fungerede,” fortæller Tav Klitgaard, CEOCEO betyder Chief Executive Officer og er den øverste leder i en virksomhed, ansvarlig for den overordnede strategi og ledelse. CEO’en rapporterer normalt ti... More for Zetland.
Prototypen blev gjort til et produkt med navnet Good Tape, som gik i salg i marts 2023, og det har siden vist sig, at brugere over hele verden er enige i direktørens varme første møde med løsningen: I det efterfølgende år har løsningen oversat over 1.000.000 timers lyd til tekst, fået mere end 12.000 betalende brugere og rundede allerede første regnskabsår en omsætning på næsten 4 millioner kroner. Alene siden nytår er den månedlige omsætning fordoblet, så den samlede omsætning står allerede nu til at blive mangedoblet i dette regnskabsår.
Sprognicher på internationalt niveau
Good Tape er i sin essens en super simpel løsning: Upload en lydfil og få den tilbage i tekst. Den hemmelige ingrediens ligger i præcisionen af oversættelserne mellem lyd og tekst.
Virksomheden har tilpasset den store sprogmodel fra OpenAI til opgaven, og det betyder i praksis, at den kan oversætte alt fra talt bornholmsk og vestjysk til forståelig tekst. Og netop evnen til at håndtere sprogets mangfoldighed, har banet vejen til international succes på rekordtid.
”Andre store sprogmodeller forstår måske portugisisk, men er ikke nødvendigvis trænet på den slags portugisisk, man taler i Brasilien. Derfor oplever vi igen og igen, hvordan brugerne taber kæben, når de oplever Good Tape, som faktisk forstår deres sprog,” siger Tav Klitgaard.
På trods af det danske udgangspunkt kommer brugerne af Good Tape i dag fra mere end 150 forskellige lande – særligt båret frem af små sprogområder som Danmark og Holland, kombineret med særlige dialekter af store sprog som i Chile, Brasilien og Taiwan.
Væksten overhaler indenom
På under et år er Good Tape gået fra at være en prototype til et selvstændigt selskab under Zetland med sin egen millionomsætning.
Tav Klitgaard oplever andre mediechefer være imponerede over, hvor hurtigt Zetland fik givet den nye løsning flyvehøjde. Til gengæld overrasker det ikke chefen selv, der kommer med en baggrund som tech-iværksætter.
”Det lyder så fortærsket at sige, men det er fordi, vi har en innovativ kultur i Zetland. Vi taler sammen på tværs af journalister og udviklere og prøver hele tiden nye ting af. Den gode journalistik er det vi brænder for, men vi har også hele tiden udviklet teknologi, og vi leverer blandt andet også vores platform til andre medievirksomheder. Så det, at bygge skalerbar teknologi, er ikke noget nyt for os som sådan,” siger han.
Selvom Good Tape er startet ud fra Zetland-journalisternes behov, er det i dag kun en tredjedel af brugerne, som er journalister – blandt andet forskere og forretningsudviklere har også taget løsningen til sig i stor stil. Også forretningsmæssigt er Good Tape ved at løsrive sig.
Mediet Zetland er vokset til en omsætning på over 45 mio. i Danmark, og er så småt ved at lægge an til at lancere på andre markeder. Lillebror Good Tape har allerede ekspanderet til hele verden. Alene siden nytår er den månedlige omsætning fordoblet, og med en omsætningsvækst på 15-25 procent hver måned kan lillebror hurtigt blive til storebror.
”Hvis væksten fortsætter i den nuværende hastighed, skal der jo ikke meget fremskrivning til at regne ud, at omsætningen i Good Tape bliver større end Zetlands ganske snart. Og det tror jeg på, godt kan ske,” siger Tav Klitgaard.