En ny digital læringshub vil årligt give tusindvis af danskere mulighed for kvit og frit at styrke deres digitale kompetencer og derigennem blive bedre rustet til at begå sig i en stadig mere digital verden. Google er initiativtageren bag.

Nørrebrogade 34 i hjertet af København. På den adresse åbnede Google i dag det Digitale Læringshus. Gennem digital træning, kurser, workshops og 1:1 vejledning til privatpersoner og mindre firmaer er målet at få flere danskere med på den digitale vogn og hjælpe selvstændige forretningsdrivende til større vækst.

“Vi er enormt stolte over at være initiativtager til huset, og jeg glæder mig personligt over, at vi gennem digitale træninger kan være med til at klæde danske virksomheder bedre på til at udnytte mulighederne i den globale, digitale økonomi,” siger landechef for Google Danmark, Malou Aamund.

600 københavnske akademikere efteruddannes

Udover at udbyde kursusforløb målrettet små og mellemstore virksomheder vil Københavns Kommune i samarbejde med Google inden udgangen af 2018 opkvalificere 600 af de cirka 6.000 ledige akademikere i København gennem et særligt forløb kaldet Digital Koordinator, hvor de lærer konkrete redskaber til digital forretningsudvikling og markedsføring.

Det glæder beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), der deltog ved åbningen i morges:

“Vi arbejder målrettet på at styrke de digitale kompetencer hos de ledige. For virksomhederne har brug for medarbejdere, der forstår den digitale udvikling og kan omsætte den til vækst og fremgang. Derfor er vi meget glade for samarbejdet med Google, og fra de første forløb kan vi se, at træningen i digitale færdigheder gør de ledige i stand til at gå ud i virksomhederne og få foden indenfor. Det er meget imponerende og til glæde for alle parter,” siger beskæftigelsesborgmesteren.

10.000 kursister i 2018

Der vil dagligt blive udbudt to Succes Online-kurser i Det Digitale Læringshus, og forventningerne for det første år er, at 10.000 kursister vil deltage i de gratis kurser. Læringshuset spiller således en central rolle i Googles løfte om at undervise og opkvalificere 30.000 danskere digitalt som et led i regeringens ambitiøse Teknologipagt, som blev præsenteret i slutningen af april.

Målet med pagten er i samarbejde med virksomheder, uddannelses- og forskningsinstitutioner at give 150.000 danskere flere og bedre tekniske og digitale kompetencer frem til 2020. Det Digitale Læringshus er et af de første konkrete projekter i Teknologipagten.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here