En række iværksættere er sammen med Røde Kors’ Klub10 ambassadører gået sammen om konferencen GoRed, hvor al overskuddet går til Røde Kors. Dagen afholdes i København, men da det er for alle danske iværksættere, er de forskellige miljøer gået sammen om at fylde busser med deltagere fra hele landet.
Når der bliver afholdt konferencer og arrangementer København, kan det virke som en lang tur for en dags oplæg at tage til hovedstaden fra Aalborg, Vejle eller Odense. Så når der 1. juni er GoRed i København har initiativtagerne sammen med Erhvervsstyrelsen skaffet transport fra fem jyske og fynske byer, der fragter iværksætterne til og fra konferencen.
Og i de fem byer arbejder det lokale iværksættermiljø aktivt for at få fyldt busserne og støtte op om konferencen, hvor al overskuddet går til Røde Kors.
”Det har utrolig stor betydning, at også iværksættermiljøet uden for København kan have muligheden for at komme til en event som GoRed, hvor der er så mange top foredragsholdere og op imod 1.000 andre iværksættere. Det vil skabe betydning og ringe i vandet for et iværksættermiljø som Coworking Plus i lang tid efter,” siger Søren Kristensen, medejer af Coworking Plus i Odense.
GoRed giver et indblik i den nationale startup-scene
Også i Horsens har BusinessHorsens sat ind på at sprede ordet om konferencen, ikke kun for konferecens skyld, men også for de lokale iværksætteres skyld.
“BusinessHorsens samarbejder med GoRed for at give vores iværksættere muligheden for at deltage i et event med mange forskellige typer af iværksættere. Baggrunden er det spændende program, som kan give vores iværksættere masser af indspark og inspiration til deres egne iværksætterprojekter. Det er enormt vigtigt, at de er samlet til et event, hvor de kan opleve dagsordenen på den nationale startup-scene,” siger Morten Olsen, Matchmaker hos BusinessHorsens.
Danmark er et lille community, som skal samles
I Aarhus sidder Sussi Bianco som i høj grad har taget det på sine skuldre at få aarhusianske iværksættere med til København. Selvom deltagerne skal tidligt op for at nå konferencens start klokken 08.30 om morgenen, er der stor interesse, fortæller hun. Og det er vigtigt. For selvom der kan virke langt fra den ene ende af landet til den anden, er det en holdning, vi skal have rykket ved.
“Vi skal lære, at vi ikke er konkurrenter byerne imellem. Man kan have en tendens til at blive meget lokale, måske lidt forkælede i hvor langt man vil rejse rundt i Danmark. I storbyer som Phoenix i USA er det ikke unormalt at rejse halvanden time gennem byen for at spise frokost og så tage tilbage. Man ser på afstand på en anden måde,” siger og fortsætter:
“Danmark er et meget lille community med seks millioner, på størrelse med en mellemstor europæisk storby. Styrken ved at vi forstår os selv som ét community, som vi kommer til gennem GoRed, er, at når vi hele tiden åbner dørerne for hinanden og ikke ser hinanden som konkurrenter, så vokser vi som region,” siger Sussi Bianco.
Støtten fra miljøerne er et skridt i den rigtige retning
GoRed og Erhvervsstyrelsens initiativ om at samle de lokale miljøer om konferencer er derfor et skridt på vejen i den tankegang, som, Sussi Bianco mener, er vigtig for at gøre op med konkurrencen og samle Danmark som region.
“Jeg ser GoRed og støtten til transporten som et positivt tegn på et skifte i vores måde at se iværksættermiljøet på i Danmark. Når man med internationale øjne ser på Norden taler man ikke om Norge, Sverige, Finland og Danmark, man snakker om ”The Nordics”. For mig giver det sig selv, at vi i Danmark ikke skal se os selv som iværksættere i en lokal by eller område, men som danske iværksættere og som nordiske iværksættere,” siger hun.
“Vi skal lade os inspirere af de bedste”
Til GoRed kan man høre entreprenører som Tommy Ahlers, Jesper Buch ,Birgit Aaby og Lars AP fortælle om deres erfaringer med iværksætteri; erfarne folk som for mange er blevet en slags rollemodeller.
“Vi skal lade os inspirere af de bedste. Ser vi på dem kun i Danmark, er det nogle fantastiske forbilleder, men det er en meget lille pulje. Ser vi på vores forbilleder lokalt i én by, er det endnu mindre. Vi skal blive bedre til at interagere byerne imellem for at få adgang til en endnu større videnspredning, investeringer og talentpulje” siger Sussi Bianco og leverer en sidste pointe til, hvorfor hun og kontorfællesskabet Venture Village som hun er medstifter af støtter op om GoRed:
“Iværksættermiljøet kan være navlebeskuende på godt og på ondt. Vi gør mange ting for hinanden, men det her initiativ rækker ud over iværksætterverdenen. Under konferencen er det os og business det handler om; det er af iværksættere for iværksættere, men det er også med et almennyttigt formål. Selvstændige eller ej – vi er alle en del at vores fælles samfund, og her vælger vi at gå aktivt ind og bidrage til et velgørende, humanistisk formål. Det, synes jeg, er super sympatisk.”
TechSavvy Media er mediepartner på GoRed 1. juni 2017