You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Green Tech Challenge i Finland: “Vi vil inspirere næste generation til at gå endnu større”

Over halvdelen af dette års Green Tech Challenges har nu været afholdt. Deltagerne bliver kun stærkere, og den danske accelerator nyder at forny sig og blive mere og mere international. 

Når man arbejder i Green Tech Challenge er ikke én dag, ikke et program, ens. Acceleratoren udfordrer nemlig ikke bare startups til at blive salgssucceser og sætte en grøn bølge i gang, de udfordrer også dagligt sig selv og fornyer sig for hvert program, de afholder. Programmer som de afholder i flere og flere europæiske storbyer.

I år har stifterne, Martin A. Petersen, Joachim Almdal og Frederik van Deurs allerede besøgt startups i Berlin, Lissabon og Helsinki. Snart går turen over London og Bangalore udover den danske hjemmebane. Det snerper til, at man ikke længere kan tale om en dansk accelerator.

Fra to til seks programmer på ét år

Jeg møder Frederik van Deurs og Martin A. Pedersen i Helsinki, eller rettere sagt i Espoo lige ved siden af hovedstaden, hvor de har booket sig ind hos partneren Microsoft i fire dage. Og det er netop ved hjælp af stærke partnere, som Microsoft, Awapatent og PwC, at Green Tech Challenge har kunnet muliggøre deres hurtige ekspansion.

Læs også: Historien om, hvordan 100 macheter blev til en grøn accelerator

Egentlig havde de blot regnet med to programmer i år, men med tal der viser, at 73 procent af de deltagende virksomheder får finansieringen efter programmet, deres team forøges med 67 procent, og at de i gennemsnit har rejst en halv million euro og tredoblet deres månedlige omsætning, var der ingen grund til at holde sig til planen.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med acceleratoren var i København. Det var november 2015 hos Dansk Industri i København. Dengang var accelerator to uger lang. I dag er det fire dage. Dengang var det danske startups. I dag er det startups fra hele Europa.

Jeg har fulgt drengene siden. I dag har de for alvor fået travlt; Frederik skriblende noter og streger over en form for analog planlægning over dagens spor; IP-rettigheder med Awapatent, crowdfunding med Invesdor, jura med Dottir Invesdor og pitchtræning med danske Artikulation, mens Martin arbejder one-on-one med virksomhederne. Senere bytter de roller. Der er kun lidt tid til frokost, for det er vigtigt for dem, at programmet er så effektivt pr. minut som muligt – den del har ikke ændret sig.

“Et af de bedste acceleratorprogrammer, jeg har deltaget i”

Jeg følger energivirksomheden Cleaner Future ind til pitchtræning med Artikulation ved Annette Bjerre Ryhede. Her slår emballagestartuppet Koepala sig til os. Artikulation er et nyt indslag i acceleratoren. To startups pitcher sammen, giver hinanden feedback og får også råd med af pitchingcoach Annette Bjerre Ryhede. Det er anden sidste dag i programmet, sidste feedback med Artikulation inden investordagen torsdag.

Det er anden sidste dag i programmet, sidste feedback med Artikulation inden investordagen torsdag.

“Jeg er meget spændt på i morgen. Jeg skal arbejde lidt mere med mit pitch, men jeg har lært rigtig meget. Det er et af de bedste acceleratorprogrammer, jeg har deltaget i. Det er meget intenst, og jeg har tid til at tage mig af min egen virksomhed sideløbende, fordi der er meget one-on-one tid og workshops i stedet for lange, generelle oplæg,” siger stifter og CEO Joni Lepisto.

Har fundet sit sweet spot – men stopper ikke udviklingen

Efter frokosten har de to stiftere endelig tid til en snak. Der er tryk på. Men begge er ét stort smil. Programmet i Helsinki er det hidtil mest ambitiøse, når det kommer til beløbende, som virksomhederne søger hos investorerne, virksomhederner er også blevet mere modne og stærkere, sammenlignet med første batch Green Tech Challenge kørte igennem, og med en større portefølje af samarbejdspartnere kan stifterne køre en mere effektiv accelerator, denne dag med otte sideløbende spor, så der konstant sker noget for alle virksomheder.

Eksempelvis er der denne gang tre nye ting; en pitchingcoach udefra, samtaler med en crowdinvestment platform og one-on-one tid med venturekapital-virksomheden Cleantech Invest, fortæller Martin A. Petersen og afslører, at Cleantech Invest har vist interesse i at mødes med halvdelen af de startups, de har talt med hos Green Tech Challenge i Finland.

“Vi er blevet bedre til at tiltrække mere modne folk. Virksomhederne er oprigtigt dygtige! Siden 2015 har deltagerne kun rejst større beløb. De leder også efter mere. Her i Helsinki er den laveste sum 1,5 millioner kroner. Otte ud af 14 leder efter én million euro eller mere,” siger Martin A. Petersen.

Vil inspirere næste generation til at gå endnu større

Næste år regner Green Tech Challenge med at være i 12 byer. De flytter også selv hovedkontoret til Lissabon.

“Det er jo spændende at begynde at kunne kanalisere ressourcer på tværs af grænserne og se, om vi kan række ind i nye talentmasser og bureauer. Vi håber på, at vi kan få skabt nogle lokale rollemodeller, og at vi kan inspirere næste generation af startups til at gå endnu større,” siger Martin A. Petersen.

Læs også: Dansk accelerator med vokseværk: “Vi vil være i 50 lande i 2020”

Dagen efter tropper vi alle op på Microsoft Flux i Helsinki centrum. Her afholder Green Tech Challenge deres investordag. Alle de deltagende startups har borde med prototyper, roll ups eller digitale shows, hvor de viser deres idéer frem. Både investorerne og beboerne hos Microsoft kigger nysgerrigt med.

Som altid præsenterer Frederik van Deurs programmet, deres grønne vision og gør publikum klar til at høre de forbedrede pitches. I tre grupper kommer virksomhederne på. Nogle har nerver på, stammer sig gennem oplæggene, mens andre får kontrol over kroppen og flydende guider investorerne gennem fra idé til produkt.

Ry for at være introverte finner eller ej, så stiller investorerne mange interesserede spørgsmål. Da Claire Mikec træder ned fra scenen efter sin præsentation af Koepala, er hun lettet.

“Det gik rigtig godt! Jeg var meget nervøs for spørgsmålene, men det var slet ikke så slemt, som jeg havde regnet med,” siger hun og tilføjer til mit spørgsmål, om hun har fået noget ud af de fire dage:

“Rigtig meget. Det har været meget lærerigt, og der er mange indtryk at fordøje.”

Netværk fylder meget

Alligevel er hun blandt de startups, der tager med stifterne ud at spise på en restaurant nær ved; 16 styks ender vi på El Greco. For selvom virksomhederne har været intenst sammen i fire dage, er den sociale del af Green Tech Challenge noget af det, der gør programmet rigtig fedt, fortæller Frederik van Deurs.

“Vi kræver ikke, at virksomhederne skal være der hele tiden, og netværksdelen lægger vi udenom, så man kan deltage, hvis man har tid og lyst. I mandags var vi ude at spise stor middag sammen, og det er noget, virksomhederne er rigtig glade for. De nyder virkelig netværksdelen,” siger han og tilføjer:

“Vi vokser også selv gennem netværk. Word of mouth spiller en stor rolle, eksempelvis når vi skal udvide. Så pakker vi en uge med møder, og så sker der altid en masse sindssyge ting. Alle, vi møder, synes, at det, vi laver, er fedt. Vi vil jo sørge for, at der er en fed planet, som vi kan deles om i fremtiden. Det er svært at være imod.”

Turen til Helsinki er betalt af Green Tech Challenge

UGENS STARTUP: