Guide, acceleratorer, acceleratorjunglen

Guide: Sådan finder du rundt i acceleratorjunglen

@Redaktionen

Der findes forskellige tilbud til iværksættere. Nogle er acceleratorforløb andre er netværk, events, konkurrencer og væksthuse. Det hele kan være rigtig godt, men ikke alle tilbud passer til dig. Lær at navigere i acceleratorjunglen.

Måske mangler du en forretningsplan, måske sidder du fast i udviklingen af dit produkt, eller måske skal du bare ud af kontoret og møde nogle ligesindede. Tilbud om netværk og rådgivning er mange. Men ikke alle passer til dig.

Acceleratorprogrammer kan nogle gange lyde som løsningen på alle dine udfordringer, men måske er det slet ikke et acceleratorforløb, du skal søge om. I stedet kan et hurtigt besøg på et af de regionale Væksthuse måske bedre sætte skub i din virksomhed.

Læs også: Er du også faret vild i acceleratorjunglen?

Niels Holst er stifter af hjemmesiden Inno-overblik, der giver et grundlæggende overblik over, hvad der findes af netværk, acceleratorprogrammer og andre tilbud målrettet iværksættere. Han mener, at det er svært at opstille en formel for hvilket program, der er det rette for en given startup, fordi alle startups er unikke og derfor vil have individuelle behov.

En genvej til din beslutning

“Når det er sagt, så har flere af tiltagene i økosystemet forskellige fokusområder og kriterier. Og hvis iværksætterne bedre forstår, hvad disse er, så kan det måske være nemmere at finde hoved og hale i tilbuddene, og derved hurtigt få sorteret irrelevante programmer fra og få sporet sig ind på de programmer, der nu passer til deres behov,” siger Niels Holst.

Derfor kommer her en lille guide til dig, der er helt grøn og slet ikke ved, hvor du skal starte eller slutte. Spørgsmålene er lavet i samarbejde med Niels Holst.

  1. Hvilken type iværksætter er du?
    Er du eksempelvis studerende på et universitet, så findes der helt specifikke tiltag til din gruppe. Der er også tiltag målrettet elever i folkeskolen, og så selvfølgelig den store gruppe af iværksættere, der ikke har nogen tilknytning til en skole eller universitet.
  2. Hvilket udviklingsstadie er du på?
    Programmerne er typisk målrettet forskellige stadier fx idestadiet (inden cvr. nr.), opstart- og udviklingsfasen, test og demonstration, markedsmodning/eksport, skalering/vækst, mv.
  3. Hvilken branche hører du til?
    Flere programmer er målrettet en bestemt kategori. Eksempelvis cleantech, IoT, healtech eller biotech. Andre programmer er målrettet bredt mod alle brancher.
  4. Hvad søger du og hvad er dine nuværende behov?
    Er det eksempelvis gratis rådgivning, sparring, viden, workshoptræning, mentorordning, netværk, samarbejdspartnere, legater, tilskud, kapitalindskud eller lån?
  5. Hvor holder du til?
    Flere tiltag og programmer har en geografisk afgrænsning. Det kan være lige fra et kommunalt plan til regionalt, nationalt eller internationalt plan.

 

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY