Det danske startup vil gennem coaching-forløb genvinde medarbejderes engagement. Den mission støtter startup-fabrikken Founders nu op om med en investering på 7 millioner kroner.

De fleste kender nok fornemmelsen af, at sengen kalder højere end kontorstolen, når alarmen ringer mandag morgen. Faktisk viser en undersøgelse gennemført af Gallup at kun 16 procent af danskere engagerer sig på jobbet. Resten mangler passion og energi mellem 9 og 17. Samme undersøgelse finder, at det manglende engagement koster verdensøkonomien op mod 7 milliarder dollars årligt i tabt produktivitet.

Den danske arbejdsstyrke går ad en mørk sti. Den vil Headlight nu lyse op. Startuppet har udviklet en coaching-platform, hvor kunder kan købe sig til et coachingforløb, der bryder med dogmet om at coaching skal foregå fysisk – Headlight coaching sker primært via videoopkald.

“Engagement bunder i at du ved, hvorfor du laver, det du laver. Men også at du har været med til at påvirke, hvordan den konkrete arbejdsopgave ser ud – med afsæt i dine egne værdier. Vi kender alle sammen til situationer, hvor vi leverer 50-90 procent fordi opgaven ikke er som vi gerne vil have den. Hvis arbejdsgiver og -tager kan mødes der, kan man skabe win for begge,” siger Simon Sylvest, co-founder af Headlight.

Startup-fabrikken Founders – der blandt andet har haft en finger med i Pleo –  har netop investeret 7 millioner kroner i Headlight. Startuppet vil bruge pengene på et digitalt frontangreb på det lukrative – men forældede – coaching marked.

Coaching skal – også – være digitalt og convenient

I USA er industrien for personlig udvikling værdiansat til 10 milliarder dollars. Den nystartede virksomhed mener at deres digitale coaching kan løfte efterspørgslen på personlig udvikling i Danmark op på et lignende niveau – som man har set det med personlige trænere.

“Vi ser i vores markedsresearch, at coaching bevæger sig i samme retning som de fleste andre services. Forbrugerne vil have convenience. Det unikke ved Headlight er, at vi kombinerer den convenience og overblik som et digitalt produkt kan skabe, med den disciplin og personlige tilpasning, som en træner kan sikre,” siger Simon Sylvest.

Startuppet henvender sig i første omgang primært til  B2B-kunder, som de sælger et 3-måneders forløb for 15.000 kroner, med både off- og online dele. Derefter kan man så tegne et abonnement på 1.500 kroner. Det kan synes som mange penge, men coaching i erhvervsklassen kan nemt koste det dobbelte ifølge Simon Sylvest. Og det er ikke hvem som helst, der kan blive headlight-coach.

“Det er vigtigt at pointere at Headlight ikke er en platform for coaches. Vi er et konceptbaseret program for personlig udvikling. Alle coaches er erfarne, har grundlæggende interesse for at udvikle mennesker og uddannede Headlight-coaches,” Understreger Simon Sylvest.

Udover Simon Sylvest står erfarne iværksættere som Oliver Bernhard, Erik Algreen og Founders bag ved Headlight.