Med en af de største bevillinger nogensinde fra Industriens Fond træder Health Tech Hub Copenhagen ind i næste fase af klyngens udvikling. Det betyder blandt andet et større fokus på data, diversitet og digitalisering af sundhedsvæsenet.
Health Tech Hub Copenhagen blev etableret i 2019 med det formål at samle og støtte danske startups inden for sundhedsteknologi. Og resultaterne har over de seneste fire år været så positive, at klyngen nu har rejst en ny millionbevilling fra Industriens Fond.
Læs også: Health Tech Hub Copenhagen: Vi skal turde tænke globalt, når vi løser sundhedsudfordringer lokalt
Selve beløbet lyder på cirka 33 millioner kroner, som skal bruges på at skabe yderlig fremgang på området.
“Health Tech Hub Copenhagen har skabt solide resultater de seneste år, og derfor er det også med store forventninger, at vi nu forlænger vores støtte. Potentialet er stort for at digitale sundhedsløsninger kan blive en markant styrkeposition for Danmark, og gennem de seneste år er branchen modnet i en sådan grad, at de næste store erhvervssucceser nu bør være inden for rækkevidde. Desuden skriger sundhedssektoren både i Danmark og på globalt plan på innovation. Danske health tech-iværksættere skal udnytte denne mulighed, og det bidrager Health Tech Hub Copenhagen til,” siger adm. direktør i Industriens Fond, Thomas Hofman-Bang.
Klyngen er siden stiftelsen vokset til 28 medlemsvirksomheder, der har bragt digitale sundhedsløsninger ud til over 2,6 millioner mennesker og har over 1100 ansatte i alt. Og det er de resultater, der nu skal bygges videre på.
“Vi har været meget tilfredse med samarbejdet i de første 3,5 år med Industriens Fond, og vi er glade for at udvide samarbejdet og modtage øget støtte fra Industriens Fond i de næste 3 år. Health Tech Hub Copenhagens ambition er at understøtte udviklingen af en stærk dansk healthtech-industri med gode eksportmuligheder for danske virksomheder og løsninger, og vi ønsker at bidrage til at skabe et mere digitalt sundhedsvæsen gennem implementering af evidensbaserede løsninger i større skala,” siger HTHC’s stifter og CEOCEO betyder Chief Executive Officer og er den øverste leder i en virksomhed, ansvarlig for den overordnede strategi og ledelse. CEO’en rapporterer normalt ti... More Jesper Grønbæk.
Nu indledes næste fase
Med den nye bevilling er melding klar: Nu træder klyngen ind i næste stadig af udviklingen.
“Vi har været heldige at have samlet et stærkt team, som sammen har skabt et stærkt fællesskab og nogle gode resultater. Men der er stadig mange udfordringer, og med den nu godkendte fase 2 af HTHC har holdet bag også store ambitioner”, siger Jesper Grønbæk.
Det betyder en række konkrete indsatsområder, som samtidig vil agere løftestang for Health Tech Hub Copenhagens videre færd de næste år.
“Ud over at øge trækket på hjemmemarkedet og understøtte virksomhedernes globale ambitioner skal vi fokusere på tre specifikke områder. Der skal være større diversitet inden for sundhedsteknologi, da der er alt for få kvindelige iværksættere. Der skal være fokus på datasikkerhed og cybersikkerhed, når sundhedsdata anvendes. Og sidst, men ikke mindst, skal vi være mere opmærksomme på bæredygtighed og på, hvordan digitale løsninger kan bidrage til at skabe et mere bæredygtigt sundhedssystem,” forklarer Jesper Grønbæk.