Startupinvesteringer kan være nødvendige for at vokse, men de kræver også stifterteamets tid. Derfor har Heyfunding udviklet en platform, der skal gøre hele processen mere effektiv, så iværksætterne ikke mister fokus.

Selvom Danmark er et lille land, kan det som startup være svært at finde rundt i mylderet af acceleratorer, events og tiltag, som kan hjælpe virksomheden frem. Det forsøgte Niels Holst i 2015 at lave om på med et overblik over økosystemet kaldet Inno-Overblik.

”I mange år var det jo bare en lang liste på et blogsite, og så blev det efterhånden brugt mere og mere. Både af iværksættermiljøet, som brugte det til at finde hoved og hale i det enorme økosystem, men i høj grad også af aktørerne i økosystemet, der brugte det som opslagsværktøj og samtidig henviste deres startups til siden,” fortæller Niels Holst, som stod bag Inno-Overblik.

Niels Holst, CEO og founder HeyFunding

Derfor så han også et potentiale i, at gøre det til mere end et overblik. Og med en baggrund indenfor kapitalrejsning vidste stifteren også, hvor fokus skulle ligge. Så efter selv at have rejst kapital til at videreudvikle projektet i foråret 2018, gik Niels Holst fuld tid på projektet.

Passionsprojektet skulle gøres til en forretning, og efter et navneskifte til Heyfunding er platformen nu klar, som skal gøre det mere smertefrit for startups at rejse penge.

Kirsten Giftekniv for startups og investorer

Den nye Heyfunding-platform blev lanceret i juni sidste år, og med navneskiftet kom også en pivotering mod mere målrettet at rejse funding for startups.

”Vi vil hjælpe med at finde det intelligente match mellem kapitalsøgende startups og den helt rigtige investor. Det gør vi så på platformen ud fra nogle forskellige matchmaking-kriterier – stadie, geografi, vertikal, kapitalbehov og en masse andre kriterier,” siger Niels Holst.

Det kan lyde banalt, men mødet mellem startup og investor er en kunst i sig selv. Der skal ofte mange dates til, før det rigtige match findes. Derfor vil Heyfunding være dén Kirsten Giftekniv, der kan hjælpe med at finde det rigtige match, så både investorer og startup kan spare tid.

”Set fra et startups synspunkt er det at rejse kapital – særligt som førstegangsiværksætter – utroligt svært og ugennemsigtigt. Både i tid, men man ved nærmest heller ikke, hvor man skal starte, og hvem man skal kontakte. Og det vil vi gerne hjælpe med at gøre mere transparent, så adgangen til funding bliver meget nemmere,” siger Niels Holst, og fortsætter:

”Og tilsvarende fra investor; Her hjælper vi dem med at få nemmere adgang til et højkvalitets dealflow af spændende startup cases, der matcher deres investeringskriterier.”
For Heyfunding ligger kernen altså i at kvalificere de startups, der er på platformen, og præsentere dem for de rigtige investorer i netværket.

Heyfunding kører på en ”no cure no pay”-model, så det er først i det øjeblik en investering går igennem, at platformen får betaling i form af et ”success fee”.

Hjalp Ingenium Golf med at rejse millioninvestering

Siden Heyfunding fik sit nye fokus sidste sommer, har teamet lavet de første beviser på, at modellen faktisk virker. Senest har Aarhus-startuppet Ingenium Golf rejst 1.1 millioner gennem Heyfunding. Og for Ingenium Golf, der har en ambition om at gøre golfbranchen mere digital, var det særligt løftet om at forenkle funding-processen, der lokkede.

”Du drømmer ikke om, hvor mange timer jeg har brugt på at forsøge at finde investorer, komme i kontakt, holde indledende møder – hvor de ikke aner noget om branchen eller produktet – til igennem en proces at møde dem flere gange – for at de så springer fra. Der har vi sprunget rigtig mange led over gennem Heyfunding,” siger Hans Henrik Junge, medstifter og CEO i Ingenium Golf.

Startuppet havde selv fundet 2 mio. til investeringsrunden, og brugte derefter Heyfunding til at rejse endnu en million, så de nåede op på de 3 millioner, deres vækstplan havde brug for.

”Vi lavede en pitch sammen med Niels, som så kom tilbage med en liste med 20 potentielle investorer, og jeg tror kun, der var én, som var en dublet fra vores egne snakke. Han talte med dem og kom tilbage med seks, som var reelt interesserede, og tre endte med at investere. Det er jo en fantastisk høj succesrate,” siger Hans Henrik Junge.

Ved at finde frem til de relevante investorer og på forhånd klæde dem på, så startuppet med det samme kunne gå ind i en kvalificeret dialog om en investering, sparede startuppet altså tid, som i stedet kunne bruges på produktet.

Data og erfaring

Kuratering er altså kernen – både for investorer og startups. Men skal Heyfunding-modellen skaleres, skal dele af processen også automatiseres.

”Siden lanceringen i juni har vi lavet testforsøg, hvor vi har kørt nogle håndbårne cases igennem. Men den sidste måneds tid har vi lavet et skifte, og lancerede i februar vores online ‘Dealroom’, hvor man som startup vil blive vist overfor investorer, der får adgang til de kapitalsøgende virksomheder på Heyfunding,” forklarer Niels Holst.

Med sit digitale Dealroom giver Heyfunding investornetværket et hurtigt overblik over startups, som er interesserede i at rejse kapital.

Der foregår stadig en manuel screening af ansøgerne til platformen for at sikre kvaliteten, men Heyfunding forsøger altså allerede nu at gøre processen efter kvalitetstjekket mere skalerbart. Og det ser umiddelbart ud til at fungere.

”Vi havde et startup i sidste uge, som gik ind på platformen og oprettede sig, og samme dag er der en investor i den anden ende, som anmoder om at få lavet en introduktionen til startuppet. Så der kan vi virkelig løse den pain overfor startuppet rigtig, rigtig hurtigt,” siger Niels Holst.

Den store ambition er nemlig at bevise, at investeringsprocessen kan blive bedre ved at blive digitaliseret rigtigt, så den kan skaleres ud over landets grænser.

Udover investormatchet tilbyder Heyfunding også et skræddersyet overblik over startup økosystemet, en blog med tips og tricks til startups samt et iværksætter legat på 10.000 kr., der uddeles 4 gange årligt.
Udover investormatchet tilbyder Heyfunding stadig sit overblik over startup-økosystemet samt en blog med tips og tricks til startups og et iværksætter legat på 10.000 kr., der uddeles 4 gange årligt.