Et enigt Folketing har vedtaget en omfattende hjælpepakke til erhvervslivet, og der er også tiltag til iværksættere og startups.

Efter en lynforhandling præsenterede et samlet Folketing i formiddag en samlet hjælpepakke, hvor der er afsat milliarder til at holde hånden under dansk erhvervsliv gennem krisen.

“På Christiansborg er de daglige politiske uenigheder for en tid lagt til side. Og jeg er i dag stolt over at kunne fortælle, at samtlige partier i løbet af i nat og på mindre end et døgn har forhandlet en omfattende og robust hjælpepakke på plads der skal hjælpe dansk erhvervsliv,” sagde finansminister Nicolai Wammen til pressemødet om hjælpepakken.

Det betyder, at en lang række hjælpetilbud nu er på plads til både lønmodtagere, selvstændige og virksomheder i alle størrelser. Og bliver det nødvendigt, er partier klar til at poste endnu flere milliarder i sikkerhedsnettet under dansk erhvervsliv.

“Vi har også sagt til hinanden, at vi er parate til at prioritere trecifrede milliardbelø til yderligere initiativer om nødvendigt. Det korte budskab er, at vi står sammen, og vi vil gøre hvad end det kræver at få Danmark godt igennem den situation, vi står i,” sagde Nikolaj Wammen.

Under pressemødet fik de forskellige partier samtidig mulighed for at slå fast, hvor vigtigt det er, at så mange som muligt har et arbejde at vende tilbage til, når Coronakrisen har lagt sig.

Kompensatian og kreditmuligheder

Konkret indeholder pakken en række initiativer, som er særligt interessante for iværksættere og startups:

Kompensation for tab:
Selvstændige og freelancere kan få kompensation på 75 procent af deres forventede tab, hvis de minimum oplever 30 procent fald i omsætningen. Dog maks 23.000 kroner per måned per ejer. Ordningen vil gælde i tre måneder fra 9. marts til 9. juni.

Særligt hårdt ramte virksomheder med faste udgifter som husleje og uopsigelige kontrakter, der har mistet mindst 40 procent af omsætningen, kan få kompensation på mellem 25 og 80 procent. Og virksomheder, der er blevet påbudt at lukke ned, får fuld kompensation for deres faste udgifter i perioden.

Bedre kreditmuligheder:
Mens bankerne har indgået aftaler om bedre muligheder for at få kredit, er der i Folketinget også aftale om kredithjælp til små og mellemstore virksomheder.

Rammen for statsgaranterede lån øges for både store og små virksomheder, og små- og mellemstore virksomheder får adgang til eksportkredit med nye lån gennem Danmarks Ekportskredit,

SMVdanmark: Positivt, men…

SMVdanmark tager positivt imod den nye hjælpepakke til de små og mellemstore virksomheder. En pakke, der efter SMVdanmarks vurdering vil holde hånden under en stor del af virksomhederne og modvirke konkurser i den næste tid.

Men hovederhvervsorganisationen for små og mellemstore virksomheder i Danmark efterlyser fortsat initiativer, der kan hjælpe virksomhedsejere med mellem 10 og 50 ansatte.

”Politikerne skal have stor ros for at have afsat et tre-cifret milliardbeløb til at redde erhvervslivet. Det er historisk ambitiøst; et hidtil uset stort beløb, der sikrer, at der er økonomi til de ekstra initiativer, der i den kommende tid helt sikkert bliver brug for, så alle de små og mellemstore virksomheder kan holde skindet på næsen,” siger Jakob Brandt, der er vicedirektør i SMVdanmark, og tilføjer:

”Vi ser frem til at se detaljerne i pakken, og hvordan de mange penge kan komme ud og understøtte virksomhederne, men vi hæfter os ved, at der er blevet lyttet inde på Christiansborg, og at politikerne over en bred front handler ansvarligt.”