Pentalocks sikre og innovative tech-cykellås løb med førstepræmien og de 500.000 kroner i finalen af dette års ‘Danish Tech Challenge’.

Da kampen om førstepladsen, prestigen og de 500.000 kroner, som tildeles vinderen af ‘Danish Tech Challenge’, løb af stablen her til eftermiddag, var seks af de 20 hardware-startups, som var udvalgt til denne udgave af forløbet, med i feltet.

I sidste ende blev det dog Pentalock, der løb med titlen.

Hardware-startuppet har udviklet en sikker og brugervenlig cykellås – tilføjet tech. Låsen indbygges i kranken på cyklen og snakker sammen med en trådløs modtager, så cyklen pedaler automatisk låser, når cyklisten går væk fra den. Og den løsning – kombineret med virksomhedens forretningsmæssige formåen under forløbet – imponerede altså juryen så meget, at de løb med sejren i dag.

”Det er et enkelt, teknisk godt designet produkt med en stærk IP og et enormt markedspotentiale. Vi mener, at virksomheden har den rette timing, og at de har udviklet et produkt, der er eksisterende løsninger overlegent. Et produkt, der giver mening og er let at forstå. Det er genialt simpelt,” begrundede juryen.

Låsen fra PentaLock installeres i kranken mellem pedalerne, og låser automatisk pedalerne, når cyklisten går væk fra cyklen.

Fra afgangsprojekt til forretningsmulighed

PentaLock startede som et afgangsprojekt fra Aalborg Universitet. Baggrunden for projektet var at fjerne selve motivet for at stjæle cykler og inkorporere et sikkerhedssystem i selve cyklen, så den blev ubrugelig, hvis tyven alligevel besluttede sig for at løbe med den.

Alene i 2018 blev der stjålet hele 46.588 cykler i Danmark, og hver anden dansker har oplevet at få stjålet en cykel. Dette er ikke alene til stor ærgrelse for den ulykkelige bruger, men også meget dyrt for forsikringsselskaberne, der årligt mister 200 millioner kroner i erstatninger. Derfor burde der være et stort incitament til at kigge nærmere på denne intelligente løsning.

H.K.H. Kronprins Frederik uddelte prisen for sjette år i træk. Her inspicerer han låsen på en cykel

Seks sæsoner har skabt et økosystem

I de seks år ‘Danish Tech Challenge’ har eksisteret, er 120 virksomheder blevet accelereret gennem forløbet. Det har skabt 500 nye jobs i hardwaresektoren og tiltrukket investeringer for 700 millioner kroner.

”Men det vigtigste, vi har opnået, er at skabe et økosystem for hardwarestartups i vores Futurebox. Det er bestemt ikke sket fra den ene dag til den anden, og det kræver – og har krævet – kontinuitet. Vi er her minimum fire år endnu. Her skal vi blive ved med at udvikle økosystemet,” siger Steen Donner, der er administrerende direktør i DTU Science Park.

Læs også: Udkantsrouter vinder Danish Tech Challenge

Derfor skal fremtiden også byde på endnu flere muligheder for early stage startup, der har brug for flere skaleringsmuligheder.

”Mange af de startups, der er i Futurebox, er måske ikke born global, men de har så sandelig potentialet for at gå internationalt. Derfor kigger vi i fremtiden mod markeder, der ligner det danske, og som gemmer på gode skaleringsmuligheder for vores startups. Vi kigger især mod München og universitetet Unternehmertum, der er en af de europæiske frontrunners indenfor ingeniørvidenskab og hardware,” siger Steen Donner.

De øvrige finalister ved årets Danish Tech Challenge var:

Copenhagen Trackers: Udvikler billige, brugervenlige GPS-trackere med lang batterilevetid og uden abonnement.

FlexLogical: Designer og udvikler medicinske apparater, der reducerer håndledsbelastning og udmattelse hos kirurger ved at gøre dem i stand til at tilføje 3D-bevægelser uden at rotere deres håndled.

Okto Acoustic: Har udviklet en prisbillig, dedikeret IoT-mikrofon med indbyggede algoritmer, der kan måle og evaluere akustiske forhold.

Optoceutics: Har udviklet en lysterapiteknologi, der kan blive brugt til at kurere Alzheimers og kan bruges af patienter derhjemme eller på institutioner.

Reshape Robotics: Anvender nylige fremskridt inden for lavomkostningsrobotter til at bygge omkostningseffektive væskehåndteringsløsninger. Det forbedrer tilgængeligheden af sådanne systemer, og tillader flere firmaer at få gavn af fordelene ved automatisering i laboratoriet.