Hungry.dk

Hungry.dk fordobler bundlinjen: Vil have fat i flere af dine måltider

@simone

Take-away platformen Hungry.dk har netop kunne offentliggøre et flot årsregnskab med en fordobling af bundlinjen. De har fundet opskriften på vækst og vil nu satse på at få fingrene i endnu flere af danskernes måltider.

Hungry.dk har netop kunne fremvise et årsregnskab, hvor bundlinjen er fordoblet i 2016, og resultatet endte på lige godt fem millioner kroner. Men det betyder ikke, at virksomheden skal ud og bruge en masse penge på ekspansion. Her sættes tempoet efter, hvad virksomheden kan holde til.

Hungry.dk opstod fire år tilbage, hvor Morten Larsen forlod direktørstolen hos Just Eat og startede den konkurrerende udbringningsservice. Siden er det kun gået fremad med fokus på den danske forretning. Hungry.dk har dog udvidet til Holland og Irland, men der er ikke planer om at udvide mere på den front lige nu. Væksten, den skal i stedet sikres gennem hårdt arbejde, præcis efter samme device, som de har kørt efter i flere år.

“Vi har fundet opskriften på vækst, som fungerer for os. Vi skal gøre, som vi har gjort siden lanceringen; sørge for at hjemmemarkedet er stærkt og kan stå på egne ben. I vores branche handler det om, at finde ud af, hvad folk har lyst til. Jo længere væk fra de store byer, jo mere pizza og burger er der, og i de større byer er sushi, thai og indisk blevet stort. Her er brugerne i fokus,” siger Morten Larsen.

Ejerskab i nyt startup giver adgang til flere typer måltider

Langt de fleste brugere bestiller take away om aftenen. Men Hungry.dk ser også muligheder i at satse på andre tidspunkter og andre måltider. Første skridt var at købe sig ind i Neat Meal, et aarhusianske startup, der positionerer sig som en slags AirBnb for private dining. Her har Hungry.dk købt sig ind i 45 procent af startuppet.

“Her er det ikke et spørgsmål om, at man enten bestiller gennem Neat Meal eller Hungry. På den måde er det ikke konkurrerende. Neat Meal bruger man, når man skal gøre noget ekstra lækkert for sine venner eller familie med en privat kok i hjemmet. Her rammer vi danskerne på et helt andet tidspunkt. Vi får fingrene ned i den slags måltider også,” fortæller Morten Larsen.

De har dog ikke kig på flere opkøb af startups i samme branche for nu. Først skal Neat Meal bevise sig på hjemmemarkedet, så kan man internationalisere, og så kan man begynde at kigge videre, forklarer Morten Larsen. Præcis som han selv har gjort med Hungry.dk.

Gruppebestilling og ny app skal styrke Hungry.dk

Blandt andet derfor er det også stadig produktet i Danmark, der skal styrkes, i stedet for at søge ekspansion i vores folkerige nabolande. Det gør Hungry.dk blandt andet med udrulningen af deres gruppebestilling og en snarlig klar ny app.

“Det er ofte en social ting at bestille take-away. Så sidder man måske seks veninder sammen, og sender en computer rundt i sofaen. Men med gruppebestilling kan én veninde starte en bestilling, sende linket over Messenger, og så ryger maden automatisk i kurven. Det er ikke en funktion, vi bliver rige på, men en fed service for vores brugere,” siger Morten Larsen og løfter lidt af sløret for den nye app:

“Folk er super kritiske, når de henter apps i dag, så det skal bare virke. Vores app trænger til at blive løftet til år 2017, så den arbejder vi hårdt på at få klar, mere brugervenlig og mere cool.”

Væksten skal være bæredygtig

Alt i Hungry.dk finansierer virksomheden selv. De har aktivt valgt ikke at tage nogle fonde ind. Og det ser det heller ikke ud til, at de kommer til at gøre fremover, trods både opkøb og udvikling.

“Markedet fokuserer på toplinjen, men jeg tror på, at de tider er forbi. Uanset om man leder efter investor eller ej, handler det om at bygge sunde forretninger. Skulle vi en dag få lyst til at sælge – og det er bestemt ikke planen, for vi har det supersjovt – er der ingen, der vil gå efter en virksomhed, der har en stor toplinje, men brænder en masse penge af. Vi tror på, at man skal vækste i det tempo, hvor forretningen er bæredygtig,” siger Morten Larsen.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY