You've found us in English! The English version of TechSavvy.media is currently only available in a beta version. This means, among other things, that the majority of articles are machine translated. We hope you'll still want to stick around a little longer

Hvad mener techstartup-ordføreren?: Liberal Alliance

Valget er lige om hjørnet. Derfor har vi bedt partiernes “techstartup-ordfører” svare på, hvad partiet vil gøre for techstartups. Her kan du læse, hvad Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance mener.

Valget er lige om hjørnet. Derfor har vi bedt partiernes “techstartup-ordfører” svare på, hvad partiet vil gøre for techstartups. Her kan du læse, hvad Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance mener.

Siden valget i 2011 har 42-årige Joachim B. Olsen været valgt til Folketinget for Liberal Alliancen.

Trods de mange år i politik er han for mange stadig lige så kendt for sin karriere som kuglestøder, der blandt andet førte til en OL-sølvmedalje i 2004. Han bruger da også stadig baggrunden som professionel atlet aktivt i sin valgkamp – senest med slogannet “Lave skatter – Tunge vægte” på en t-shirt.

Han er i dag erhvervs- og beskæftigelsesordfører for Liberal Alliance og opstillet som spidskandidat i Københavns Omegns Storkreds.

Du kan læse, hvad de øvrige partiers “techstartup-ordfører” mener her.

Hvad ser du, som den vigtigste indsats i politisk kan gøre for danske tech-iværksættere?

Vi skal have sat skatten markant ned, så man får langt større udbytte af sit arbejde som iværksætter. Ingen skal betale skat af de første 7.000 kroner, de tjener om måneden. Topskatten skal væk, og vi skal helt afskaffe iværksætterskatten. Derudover vil Liberal Alliance indføre en flad aktieskat på 27 procent, så det bliver langt nemmere at rejse kapital og finde den nødvendige finansiering i de svære opstartsår.

Hvad ser du som en særlig, dansk startup-styrke, og hvad vil du gøre for at udvikle den?

Der er en helt særlig skabertrang blandt danske iværksættere. En trang til at skabe noget stort, selvom staten har lavet en masse benspænd i form af bureaukrati, afgifter og svære investeringsvilkår. Danske iværksættere klør bare på, og det er forbilledligt.

Særligt inden for tech-sektoren er Danmark godt med. Bare tænk på danske Zendesk, Unity, Just Eat, Sitecore og Tradeshift, som er nogle af de største europæiske tech-succeser indenfor de seneste år. Alle fem er rejst til udlandet for at skaffe kapital, og det kan man selvfølgelig ikke fortænke dem i, men dermed går en stor del af værdiskabelsen også ud af Danmark.

Ved at sænke kapitalskatterne og generelt få et langt mere konkurrencedygtigt skattesystem bliver det nemmere at hente kapital og gå på børsen i Danmark. Her kan vi lære meget af svenskerne, som har børsnoteringer hver uge.

Hvad er i dine øjne den mest spændende teknologi lige nu?

Jeg er meget fascineret af udviklingen inden for kunstig intelligens. Det er allerede godt på vej, men i virkeligheden har vi blot taget nogle få spadestik. Jeg tror, at kunstig intelligens kommer til at revolutionere den måde, vi lever på i dag inden for alle brancher. Når vi får det endelige gennembrug inden for kunstig intelligens, vil vi se den økonomiske vækst brage frem og gøre os alle mere velstående.

Hvilket dansk tech-startup gør dig begejstret og hvorfor?

Jeg er selv en flittig bruger af nemlig.com, som bygger på en ret simpel forretningsidé om et digitaliseret supermarked. Det er blevet en succes, fordi det kort og godt sparer danske familier for en masse besvær. Og det er jo i virkeligheden, hvad iværksætteri går ud på: At gøre livet lidt nemmere for borgerne.

Hvad er det mest tech-agtige, du gør i din hverdag?

I dag er vi alle storforbrugere af tech via vores telefoner, uden at vi tænker videre over det. Sådan er det også for mig. Men jeg skal måske fortælle om min største og dyreste tech-undladelse. Jeg hørte første gang om Bitcoin for mange år siden. Jeg kunne ikke helt begribe teknologien bag, men jeg var alligevel lidt fascineret, da det er skabt ud af en liberal, anti-statslig tankegang. Jeg slog det dog hen, som noget der var lige lovlig meget subkultur over. Men havde jeg da bare investeret 100 kroner dengang. Bare 100 kroner…

UGENS STARTUP: