Rekordmange elever fra 0.-10. klasse møder nu innovation og entreprenørskab som en del af undervisningen i skolen. Men den positive tendens dækker over store regionale forskelle, viser en ny kortlægning fra Fonden for Entreprenørskab.
Innovation og entreprenørskab vinder frem i de danske folke- og privatskoler. Det betyder, at flere elever lærer at arbejde kreativt, udvikle ideer og omsætte ideerne til virkelighed.
En ny kortlægning fra Fonden for Entreprenørskab viser, at 19,4 procent af alle elever i grundskolen fik entreprenørskabsundervisning i skoleåret 2016/2017.
Læs også: Skoleelever starter egen mini-forretning som valgfag
“Der sker rigtig meget på skolerne i de her år, og vi ser, at flere og flere inddrager entreprenørskab i undervisningen. Det er en interessant udvikling, for vi ved, at entreprenørskabsundervisning har en positiv effekt på eleverne. De oplever blandt andet en stærkere tilknytning til skolen, de sætter gang i flere projekter, og de får højere ambitioner for fremtiden,” siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab.
Syddanmark og Midtjylland har mest entreprenørskab
Der er overordnet set fremgang over hele landet, men der er stadig store regionale forskelle på, hvor udbredt entreprenørskabsundervisning er.
Region Syddanmark og Region Midtjylland ligger begge over landsgennemsnittet med henholdsvis 24,2 procent og 20,5 procent af eleverne, som får entreprenørskabsundervisning. Dernæst kommer Region Nordjylland (18,4 pct.), Region Sjælland (18,1 pct.) og Region Hovedstaden (15,8 pct.).
Læs også: Mindthefuture sælger innovation og entreprenørskab til folkeskolen
Alle landsdele er dog gået frem fra sidste år. En del af forklaringen findes i faget Håndværk og design, som fra dette skoleår er blevet obligatorisk for skolerne. Faget er målrettet mellemtrinnet og innovation og entreprenørskab er en del af faget.
“Det er første gang, at innovation og entreprenørskab er skrevet ind som en del af et fag, og det er en positiv udvikling. Men det er vigtigt, at undervisningen ikke kun er koncentreret om et enkelt klassetrin eller i et enkelt fag. Heldigvis er flere skoler langt fremme med en større integration af entreprenørskab i undervisningen, og vi kan se, at de positive og konkrete eksempler inspirerer andre skoler”, siger Christian Vintergaard.
Hvor mange elever, der får undervisning i entreprenørskab i den enkelte kommune, kan ses på fondens interaktive kort.
Fakta: Kortlægning skoleåret 2016/2017
Kortlægningen for grundskolen dækker uddannelsesområdet fra 0. klasse til 10. klasse og omfatter folkeskoler, friskoler og private grundskoler samt efterskoler.
- 133.401 elever i grundskolen har i skoleåret 2016/2017 deltaget i entreprenørskabsundervisning. Det svarer til 19,4 pct. af de knap 700.000 elever i grundskolen.
- 730 skoler ud af landets 1900 grundskoler har i skoleåret 2016/2017 haft entreprenørskabsundervisning ud over i faget Håndværk og design.
Kortlægningen skal ses som minimumstal og dækker over den entreprenørskabsundervisning, som Fonden for Entreprenørskab kan dokumentere har fundet sted. Der kan være aktiviteter, som Fonden ikke har indfanget.