Hvordan digitaliserer man noget, der er så raffineret som øl?

Det nye danske bryggeri CRAFTED BY er drevet af et lille hold iværksættere og bryggere, der eksperimenterer med det, der kan blive en større digitalisering af special øl.

Det nye danske bryggeri CRAFTED BY er drevet af et lille hold iværksættere og bryggere, der eksperimenterer med det, der kan blive en større digitalisering af special øl.

Carlsberg-byen ved Valbybakke undergår for tiden en stor forvandling. Med 100 meter og 30 etager tårner det nye Bohrs Tårn sig op over området, hvor de gamle tappehaller er revet ned til fordel for nye boliger. Dertil har området fået sin egen S-togs-station, hvor Professionshøjskolen UCC ligger side og side med flere supermarkeder.  

Men der sker også en mindre forvandling indenfor i Carlsbergs historiske bryggerlokaler ved Elefantporten. Dog i en lidt anden skala. Her har et hold af garvede bryggere Carlsberg og erfarne iværksættere fra ventureselskabet Prehype fået frie hænder til at eksperimentere med et helt nyt koncept for bryggerigiganten Carlsberg.

“CraftedBy er opbygget som en selvstændig iværksættervirksomhed placeret uden for Carlsbergs daglige drift. Vi er blevet sat i verden for at skabe et mere personligt forhold til øltørstige danskere,” siger Lasse Grosen, der er Entrepreneur in Residence ved Prehype, og har drevet CraftedBy-projektet for Carlsberg, og fortsætter:

“I praksis betyder samarbejdet, at vi kan udvikle forretningen rigtig hurtigt fordi vi kan trække på den erfaring og det netværk, Carlsberg har. At vi er finansieret, men adskilt fra Carlsberg betyder, at vi får det bedste fra to verdener.”

CRAFTED BYs øl er på hylderne i butikken i lokalerne på Bag Elefanterne

Adskillige relanceringer senere

For CraftedBy bygger den personlige relation til kunden på et digitalt interface. Har kan kunden skræddersy sin egen øl i alt fra farve, smag og alkoholprocent i øllen til design af mærkater.

Ideen minder om Nikes globale NikeID brand. Men CraftedBy blev født af en intern udfordring i Carlsberg. I efteråret 2016 blev alle medarbejderne i hovedkontoret i Valby opfordret til at finde på nye ventures inden for øl. Her dukkede ideen op; kunderne skulle selv kunne bestemme smagen, farven, bitterheden og alkoholstyrken og selv designe etiketten til sin øl.

I januar 2017 var ideen formet, og Carlsberg dedikerede ressourcer til Prehype, der fik opgaven. Projektet blev sat i søen og på 12 måneder har de lanceret og relanceret tre gange.

“Der er et højt tempo, og et krav om en høj kvalitet. Ligesom Nike er Carlsberg et værdifuldt og internationalt anerkendt brand. Det presser os hele tiden til få talt med kunderne og justere konceptet. Det har været et hårdt år, men der er også en spændende motivation i, at konceptet kan blive internationaliseret igennem Carlsbergs netværk, hvis Danmark viser sig som en god case.” fortæller Lasse Grosen.

I går markerede CraftedBy deres nye navn ved en reception i Carlsberg-byen. Indtil da har virksomheden båret navnet Annex Brewery.

Øl on demand

Hos Carlsberg har de taget godt imod udviklingen af konceptet.  

“Carlsberg skal altid være på forkant med ny teknologi til at fremme brygning. CraftedBy er et udtryk og et ønske om at imødekomme de øl-nydere, som gerne vil udforske øl mere, men ikke helt ved, hvor de skal starte. Derfor ønsker vi at skabe en platform, der kan lave skræddersyet øl, som det aldrig er blevet gjort i den skala, CraftedBy gør det i,” Kasper Elbjørn, Informationschef hos Carlsberg Danmark.

Konceptet er nyt, men brygmesteren bag CraftedBy, Jon Bonne Eriksen, er imidlertid ikke nogen nybegynder. I over 35 år har han været brygmester i Carlsberg- og Tuborg-regi.

“Vi er igang med noget helt nyt. Vi har en platform, hvor vi kan kommunikere direkte med kunderne uden mellemled. På hjemmesiden kan de vælge smag og farven på etiketten på deres egen øl. Herefter brygger vi den og sørger for, at de får præcis den øl, de vil have leveret til deres dørtrin.” fortæller Jon Bonne Eriksen.

CraftedBy er henvendt til almindelige, øldrikkende danskere, som synes, specielle øl er spændende, men ikke har lyst eller tid til at forvandle køkkenet til et bryggeri.

“Vi forsøger at lave noget, der er spændende og anderledes, men stadig henvender sig til folk, der er interesserede i specielle øl. Samtidigt er konceptet også sjovt for dem, der ikke har lyst til at brygge selv, men gerne vil have en special øl til deres fødselsdag eller fredagsbar,” fortæller Jon Bonne Eriksen.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY