This post is also available in: English
Mængden af acceleratorer og inkubatorer, som hjælper startups med at komme i gang, er eksploderet. Men ingen har samme, nærmest mytiske aura, som Y Combinator. Airbnb, Coinbase og Dropbox er blandt de 5.000 startups, som har været gennem forløbet – og er med til at hive den samlede værdi af deltageres virksomheder op på astronomiske 600 milliarder dollars.
Derfor var det også helt særligt for iværksætteren Kim Rants, da han landede i San Francisco kort før jul. Han er nemlig medstifter af Alice.tech, som er blandt den éne procent af ansøgerne, der blev optaget i acceleratoren.
”Det har været en meget anderledes jul og nytår. Jeg arbejdede både den 31. og første januar. Men det er jo once in a lifetime, man får lov til at prøve det her, så nu giver vi den fuld gas,” fortæller Kim Rants, som med optagelsen går i fodsporene af bare 15 andre danske startups – blandt andet Soundboks og Female Invest.
Med det intensive forløb og en investering på 500.000 dollars, som følger med, håber virksomheden at få gang i udrulningen i USA.
10 minutters interview: Nu flytter teamet til USA
Kun 1% af ansøgerne til Y Combinator slipper gennem nåleøjet. Derfor kalder Kim Rants det da også selv en smule opportunistisk, at han overhovedet søgte om optagelse. Men blandt 10.000 ansøgere slap de igennem til den noget særlige optagelsessamtale, som fandt sted i november.
”Det var et meget specielt interview. Det er vitterligt 10 minutter, og det er rapidfire. Der er no small talk. Du kommer ind på kaldet, og så sidder der nogle partnere fra YC (Y Combinator, red.) og skyder, og du skal svare så klart og præcist som muligt,” siger Kim Rants og fortsætter:
”Helt oprigtigt, så troede jeg ikke, at vi ville komme ind, for jeg havde en virkelig dårlig fornemmelse, men det var nok formatet.”
Bare 14 timer efter samtalen blev han ringet op af partneren fra Y Combinator, som sagde tillykke med optagelse. Euforien kunne brede sig på kontoret i København – inden alt det praktiske med faktisk at komme til USA tog over. For selvom forløbet kun er for foundere, ønskede Kim Rants at hele teamet skulle flytte til USA, hvor de kunne bo og arbejde sammen under forløbet.
”Jeg vil gerne lave en unik startup-oplevelse, så hele teamet er faktisk taget med herover. Jeg håber, at det kan gøre os til et markant bedre team og ryste os bedre sammen – for vi kommer i hvert fald til at lære hinanden bedre at kende, og kommer til at dele en uforglemmelig og unik oplevelse sammen,” siger han.
Et krav om hastig vækst
Som deltager i Y Combinator er Alice.tech kommet i selskab med elite-startups fra hele verden. Oplægsholderne under forløbet tæller stiftere af Airbnb, OpenAI og Coinbase. Som en del af formatet skal deltagerne i grupper konstant sætte ambitiøse mål for, hvad de skal opnå under det intense forløb. Og for Alice.tech er målet at få de første brugere i USA de første 14 dage – og få mindst 500 amerikanske brugere på bare to måneder.
“Målet at blive en global vinder med base i Danmark – så vi glemmer bestemt ikke det danske marked. Vi er klar på den ekstremt hårde opgave det er at skabe vækst i USA på to måneder,” siger Kim Rants og tilføjer, at forløbet da også har accelereret startuppet ekspansionsplaner voldsomt:
”Vores gamle tankegang var, at Danmark var vores sandbox, hvor vi skulle forfine vores produkt, og så rejse penge til et nyt land i slutningen af året. Det, at vi kom ind i YC, har accelereret, hvor hurtigt vi skal gå internationalt. Derfor er hele teamet også i USA nu, og det bliver lidt af en test. Men lykkes det, kan det meget hurtigt blive en endnu sjovere rejse,” siger Kim Rants.
Dagbog fra Alice.tech i Y Combinator
Frem mod den afsluttende “Demo Day” i marts, hvor investorerne sidder klar til at investere i de eftertragtede YC-startups, kan du følge Alice.tech’s rejse gennem en dagbog fra Kim Rants her på TechSavvy.media hver anden uge. Hold øje med forsiden eller skriv dig op til vores nyhedsbrev for at sikre, at du ikke går glip af noget.