Padeltennis er de seneste ti år nærmest blevet en pandemi: Der er i dag mere end 25 millioner aktive spillere verden over, og hvert år vokser antallet af padelbaner – som lige nu tæller over 40.000 – med cirka 26 procent.
Det gør det til en af de hurtigst voksende sportsgrene i verden. Men ikke den mest bæredygtige. For 36.000.000 padelbat ryger i skraldespanden hvert år og skaber dermed en klimaregning på 55 kg CO2 per bat og mange tons ikke-genanvendeligt karbonfiber.
Det har DTU-startuppet Perma Padel sat sig for at ændre. De to tidligere DTU-studerende, Gustav Staxen Lind (CTOCTO betyder Chief Technology Officer og er den øverste ansvarlige for en virksomheds teknologiske strategi og udvikling. CTO’en leder teknologiteamet og sikr... More) og Mikkel Kaae Jacobsen (CEOCEO betyder Chief Executive Officer og er den øverste leder i en virksomhed, ansvarlig for den overordnede strategi og ledelse. CEO’en rapporterer normalt ti... More) er i gang med at udvikle en ny generation af padelbat, der både er bæredygtigt og genanvendeligt, men med en ny patenteret teknologi også potentielt kan tilføre spillet nye facetter.
For de to stiftere er fuldstændig bevidste om, at man ikke får padelfolk til at skifte udstyr på bæredygtighed alene.
”Padelentusiaster er generelt vilde efter det nyeste, det mest innovative og banebrydende – og langt henad vejen handler det om branding,” indleder Mikkel Kaae Jacobsen, der er medstifter og CEO i Perma Padel.
Foruden mere bæredygtighed skiller Perma Padels nye generation af bat sig ud gennem en ny slagfladeteknologi. Dermed skaber battet potentielt mere spin og minder i den forstand mere om en tennisketcher.
Mens startuppet er ved at søge patent på teknologien, har de to stiftere over længere tid været i pilotsamarbejde med padelklubben Racket Klub, hvor man har testet teknologien, justeret og testet igen. Det betyder også, at battet har været i hænderne på flere af spillerne fra det danske padellandshold, som har været positive over for den nye teknologi.
”Vi har måttet sande, at det er ret utaknemmeligt at udvikle bæredygtige sportsprodukter, fordi de fleste motionister først og fremmest gerne vil spille med et bat, der gør dem bedre – og ikke nødvendigvis bare grønnere. Så som padelproducent skal man komme med noget nyt. Og det gør vi heldigvis også.”
Bæredygtig produktion
Perma Padels løsning sigter mod meget mere bæredygtighed i sporten.
Et konventionelt produceret padelbat er i dag lavet af den ikke-genanvendelige karbonfiber, thermoset. Samtidig er det typisk 12-24 timer undervejs i produktionslinjen med mange manuelle stop. Den metode indeholder mange fejlkilder og betyder derfor, at cirka 31 procent af nye produkter bliver udskilt pga. fejl, fortæller Gustav Staxen Lind, medstifter og CTO i Perma Padel.
”Ved hjælp af avanceret teknologi har vi fundet en metode til at producere bat i en ny type genanvendelig karbonfiber, der dermed forenkler og forkorter produktionen.”
Perma Padels produktionsapparat betyder også, at udskilningsraten kan reduceres til kun 5 procent, ifølge startuppets egne beregninger. Her vil deres bat have en udledning på blot 16 kg CO2 op imod de gængse +50 kg.
Derudover kan battet genanvendes, hvilket i princippet giver en endnu større klimabesparelse på sigt.
“Det betyder i praksis, at vores bat kun tager en time at producere, og at vi kan automatisere det meste og dermed producere det i Danmark og ikke i Østen, hvor padelbat typisk bliver fremstillet,” fortsætter han.
En ny generation af bat
Selvom startuppet er ungt, er ambitionerne voksne. De to DTU-stiftere vil skabe en ny bølge i branchen.
”Jeg håber, at vores produktionsmetode og vores design bliver ’new normal’ for padelbat. Hvis den slagflade, vi har udviklet, viser sig at vække genklang hos padelspillere, så tror jeg, vi kan være frontløberen på en ny generation af bat.”
Forretningsmodellen bliver – som det ser ud nu – todelt: Virksomheden skal både tjene penge på at sælge bat direkte til spillerne, men også på B2B-abonnementer, hvor klubber kan lease genanvendelige bat som deres ‘lånebat’.
Dog er forretningssiden stadig ved at tage form, forklarer Mikkel Kaae Jacobsen, der er medstifter og CEO i Perma Padel.
”Er vi en teknologivirksomheder eller en virksomheder, der udvikler produktionsteknologi og licensierer til andre producenter? Det ved vi ikke selv endnu,” fortæller han og fortsætter:
”Vores mission er at vise verden, at avanceret sportsudstyr og bæredygtighed ikke er modsætninger. Og derfor håber vi jo selvfølgelig også på at komme i hænderne på de fleste padelspillere i verden en dag.”