Blandt mere end 1100 ansøgere har Ikea nu fundet sit tredje hold vækstklare startups til sit bootcamp-program. Og 4 af de 18 startups fandt giganten i Danmark.

Når Christian Tang går i laboratoriet og finder på sirup med nye smagsvarianter, er det ikke bare for at kunne lave endnu bedre drinks til sin eksklusive cocktail-lounge “Kyros & Co.” i København. Det er også fordi han er medstifter af ”The Syrup Company”.

Sammen med Fredrik Selvang og slovakiske Patrik Drobny rejste han penge til at starte virksomheden The Syrup Company i september sidste år, hvor de udvikler og sælger deres eget, økologiske sirup-koncentrat fra bunden.

”Importvirksomheden fungerede ikke, fordi de produkter, vi kunne levere, manglede noget, for at kunne begå sig på markedet i Danmark. Mange er lavet af fruktose og bruger kunstige farvemidler – vi er gået ”back to basics” og laver det af lokale, økologiske råvarer og uden brug af tilsætningsstoffer,” forklarer Patrik Dobny, som er medstifter af virksomheden.

Virksomheden fokuser eksklusivt på at sælge til restauranter. Det vil sige det har de gjort siden start, men nu er de blevet optaget i Ikeas Bootcamp-program for vækststartups, og skal muligvis levere drikkevarer til møbelgiganten.

Og i denne tredje udgave af Ikea-programmet har den svenske virksomhed haft et særligt godt øje til den danske startup-scene: 1100 ansøgte om at deltage, og 4 af de 18 virksomheder, som slap igennem nåleøjet, kommer fra Danmark.

De tre stiftere af The Syrup Company med deres produkt.
De tre stiftere af The Syrup Company med deres produkt.

Pilotprojekter med den svenske gigant

Ikea-programmet leder efter vækstklare startups, og missionen er at styrke deres forretning sammen med Rainmaking Innovation, der er med til at drive programmet, og nøglepersoner fra Ikea-koncernen. Helt konkret udmønter det sig i pilotprogrammer mellem Ikea og startupvirksomhederne, som bliver sat i gang i løbet af det tre måneder lange program.

”Igennem processen har vi opdaget så mange talentfulde entreprenører fra hele verden, som arbejder med vigtige løsning – både for Ikea og for samfundet. Vi har set en trend med startups som fokuserer på brugeroplevelse og løsninger omkring tilgængelighed. Men der er også mange startups indenfor bæredygtighed, som kan gøre en stor forskel for verden,” siger Michelle Hart, IKEA Bootcamp Programme Director fra Rainmaking.

The Syrup Company kan med sin sirupkoncentrat både sikre bedre smag og mere bæredygtige drikkevarer, da vandet til drikken tilsættes lokalt, så den er nemmere at transportere rundt.

Det samme bæredygtige DNA præger startuppet Freemi, som også er blevet udvalgt til programmet. Virksomhedens platform gør det nemt for brugere at give deres brugte ting væk i stedet for at sende dem til storskrald, og i samarbejde med Ikea håber teamet bag, at få løsningen endnu bredere ud.

”Vi startede i sin tid Freemi for at bidrage til den grønne omstilling, som vi mener er ultra nødvendig. Vores freeconomy-platform er blevet en brugersucces som er nemt skalerbar. Med en strategisk partner som Ikea i ryggen, kan vi nå millioner, ja faktisk milliarder af mennesker og sætte et endnu større positivt aftryk på verden,” siger Rasmus Thude, CEO & Co-founder af Freemi.

Faktisk har Freemi længe haft Ikea i kikkerten, fordi den svenske møbelgigant allerede spiller en særlig rolle i det danske startup.

Læs også: Dansk startup indtager Holland: Nu skal gratis gøres til en god forretning

”Vi ser nogle synergieffekter, som vi nu gennem Ikea Bootcamp, har fået mulighed for at vise Ikeas absolutte top. 15 procent af tingene på Freemi er faktisk produkter fr Ikea, og det i sig selv er spændende. Vi er meget glade for at være blevet udvalgt blandt så tunge og erfarne startups, hvoraf flere har gennemgået forløb hos Y-combinator og Techstars. Og vi håber, at vi sammen med Ikea kan gøre det at smide funktionelle møbler ud til “A thing of the past”,” siger han.

En mulig genvej til kæmpemarked

Acceleratorprogrammer er ofte møntet på tech-virksomheder, der let kan skaleres til hele verden.

Med et unikt sirups-produkt, som ikke laves på samme måder andre steder i Skandinavien, har The Syrup Company et bæredygtige kvalitetsprodukt. Og hvis Ikea beslutter sig for at distribuere produktet – blandt andet i egne forretninger – kan det pludselig give en lignende eksplosion i salget, som indimellem sker i tech-miljøet.

“Vi forsøger enten at innovere et eksisterende produkt eller udvikle et nyt til Ikea. Målet er at udvikle noget, som kan sælges i deres butikker rundt om i verden,” siger Patrik Dobny.
Lykkes missionen, kan det med ét sætte enormt pres på den unge virksomheds produktionsapparat. Men om det så skal løses med en investering, salg på licens eller noget helt tredje, vil han ikke spekulere i på forhånd.

”Bare det faktum at vi er inviteret indenfor hos Ikea betyder, at vi har et skill set, som virksomheden vil have fat i. Hvordan vi så kommer hen til slutdestinationen afhænger af, hvad der sker under programmet,” siger Patrik Dobny.

The Syrup Company har allerede inden bootcamp-programmet været på besøg hos Ikea i Malmø, og er nu klar til at starte et pilotprojekt med den svenske gigant.
The Syrup Company har allerede inden bootcamp-programmet været på besøg hos Ikea i Malmø, og er nu klar til at starte et pilotprojekt med den svenske gigant.

De fire danske startups som deltager:

Flow Loop: Har udviklet en bæredygtig bruse-løsning, der sparer 85 procent af vandet, 75 procent af energien og kan installeres i ethvert badeværelse.

Freemi: Med sin ‘freeconomy’-platform hjælper virksomheden sine brugere med at give nyt liv til at deres bruge ting og sager. I stedet for at smide væk kan brugerne give deres genstande væk på platformen.

The Syrup Company: Producerer sirup med lokale råvarer, som bliver til læskedrikke med unikke smage, når det blandes med vand.

Laesk: Modsat traditionelle sodavandsproducenter bruger Leask fermentering til at nå smag og reducere sukkerforbrug i sine drikke.