Siden 2012 har IKEA arbejdet mod at have en mere positiv påvirkning på såvel menneskeheden som planeten. Inspireret af den kendte professor Hans Rosling har møbelgiganten nu sat sig for at hjælpe 200.000 mennesker verden over ud af fattigdom.
I og uden om hovedstaden Amman i Jordan vil IKEA til sommer åbne en række produktionscentre, som skal beskæftige syriske flygtninge og lokale jordanske arbejdere. Det er et led i den globale virksomheds langsigtede plan om at løfte 200.000 mennesker verden over ud af fattigdom gennem sociale entreprenørprogrammer, skriver sitet Dezeen.
Møbelgiganten samarbejder i landet med den ikke-statslige organisation Jordan River Foundation, som skal styre facilliteterne, hvor arbejderne vil producere vævet kunsthåndværk som tæpper, puder og sengetæpper. Centrene i Jordan vil til at begynde med have 100 folk ansat, hvilket skal stige til 400 inden for to år – halvdelen skal være syriske flygtninge og halvdelen jordanske arbejdere.
Lignende projekter er allerede søsat i ressourcesvage samfund rundt om på kloden, hvor omkring 2000 folk er beskæftiget. Blandt disse initiativer er projekter, som styrker kvindelige entreprenører i Indien og beskæftigelse af indvandrerkvinder i Sverige.
Hans Roling har inspireret IKEA til større social bevidsthed
Siden 2012 har IKEA nemlig arbejdet frem mod en vision om at forpligte sig på at have en positiv indvirkning på menneskeheden og planeten gennem social og miljømæssige bæredygtige tiltag. Tiltag som er inspireret af den nu afdøde svenske professor, fysiker og demografiekspert Hans Rosling.
“Det handler om at bruge lokale teknikker og viden, ikke nødvendigvis at skabe traditionelt håndværk, men at forsøge at skabe nye udtryk baseret på deres færdigheder og traditioner, så vi kan efterlade dem med stolthed og en mulighed for at starte egen virksomhed. Det er en proces, som først lige er startet,” siger Jesper Brodin, head of range and supply i IKEA til Dezeen, og fortsætter:
“Vi ved, at vi kommer til at lave vævede produkter, og at vi kommer til at producere håndværk, for det er de evner, folkene her har. De har ingen penge, ingen maskiner og ingen midler, men de har evnerne.”
IKEA skal accelere sociale iværksættere til at blive selvkørende
Jesper Brodin fortæller, at IKEA regner med at indkøbe nogle maskiner og stille op til de ansatte, men IKEA vil ikke som sådan eje dem. For ham er det vigtigt, at IKEA starter og accelererer en udvikling, hvor de sociale iværksættere selv kan få tingene til at ske.
Ifølge ham har store virksomheder nemlig et ansvar over for kloden for at hjælpe med at adresse de problemer, verden står over for. De har de finansielle kræfter til at få ting til at ske og netværket til at skalere løsningerne, og derfor har IKEA de senere år været mere aktive i den humanitære sektor med blandt andet IKEA Foundation og udviklingen af et sammenfoldeligt, hårdført skur, hvor flygtninge midlertidigt kan bo mere komfortabelt end i barakker og telte.
IKEA er i gang med opbygningen af centrene, som skal være klar til august. De bliver placeret nær flygtningelejre, i de områder, hvor der er mest pres på hverdagslivet i landet.