3D-printere har så småt fundet vej til virksomheder, der har brug for specialdele og prototyper i plast. Men i industrien er der stadig et stort, uudnyttet potentiale i at 3D-printe metal, mener formand for Industritekniker.nu.

For nylig stod Suzlon, der udvikler teknologi til vindmøller, overfor at skulle afprøve en ny måde at teste vingedesign i en vindtunnel. Men for at testen kunne lykkes, manglede de forskellige små plastikdele.

3D-print virkede som den oplagte løsning for Suzlon, men da de ikke selv havde erfaring med teknologien og styrken af de dele, man kan lave, var de usikre på, om det ville virke.

”Jeg var leder på eksperimentet, og vi havde brug for at løse problemet hurtigt. Jeg havde aldrig brugt 3D-print før, så jeg vidste ikke, om det var den rigtige vej at gå. Derfor testede vi idéen på en 3D-printer i det lokale Fablab – og det virkede så godt, at vi næste dag investerede i vores egen printer på kontoret,” siger Giuseppe Tescione, Ingeniør i Applied Aerodynamics hos Suzlon i Vejle.

Suzlon havde egentlig fundet en underleverandør, der kunne printe delene for dem, men ved selv at indhente viden og printe delene, var investeringen til printeren allerede betalt hjem.

Giuseppe Tescione fra Suzlon 3D-printer hos FabLab i Spinderihallerne, Vejle
Giuseppe Tescione i gang med 3D-printeren hos FabLab i Spinderihallerne, Vejle.

Kæmpe uudnyttet potentiale

Mange virksomheder har ligesom Suzlon investeret i en 3D-printer de seneste år, men langt de fleste bliver stadig brugt til produktion af plast og prototyper. De større og langt dyrere 3D-printere, der kan printe emner i metal, findes der kun en håndfuld af i danske virksomheder.

Det arbejder Industritekniker.nu på at ændre; et landsdækkende samarbejde mellem virksomheder, som vil fremme interessen for industriteknikeruddannelsen.

”3D-print i metal har et kæmpe potentiale for industrien, men der mangler erfaring med teknologien. Det er et problem, at man ikke har en uddannelse til tekniker for 3D-print. Det har man i Sverige og Tyskland, så vi halter bagud i forhold til dem,” siger Henning Dam, formand for Industriktekniker.nu’s supportteam Vejle.

Potentialet ligger både i mere effektive processer, hvor produktionen bliver hurtigere og billigere, og i at man kan lave mere komplekse emner i metal. Det bliver allerede brugt til blandt andet at lave lettere dele i flyindustrien, skræddersyede proteser og mere avancerede værktøjer, som man ikke kan lave på en CNC-maskine i dag.

Skal potentialet forløses, kræver det, at industrien får mere viden og erfaring med teknologien.

Inspiration fra lokalt testmiljø

Suzlon bruger deres nye 3D-printer til at visualisere idéer og printe plastikdele, der kan bruges i prototyper. Derfor kigger Giuseppe Tescione også allerede på, om der er andre teknologier til digital produktion, der er interessante for dem.

Inden der bliver købt nyt, bruger han dog det lokale makerspace til at teste teknologierne.

”Vi har kigget på laserskærere og fræsemaskiner, og de har helt sikkert noget potentiale, som jeg ser frem til at udforske. Men det er dyrt udstyr, og derfor er FabLabet lige om hjørnet en god mulighed for at teste nye teknologier, og lære af andres erfaringer med dem,” siger Giuseppe Tescione.

Netop muligheden for at gå ned og afprøve nye produktionsteknologier, er måske noget industrien kan lære af.

Testcenter for 3D-print i metal

Industrien mangler erfaring med 3D-print i metal, men der er også en barriere i, at investeringen i metalprintere er forholdsvis stor – et sted mellem to og ti millioner for et anlæg.

”Normalt når man køber maskiner, skal de gerne betales hjem i løbet af 5-7 år. Men det er man usikker på, om man kan her. Virksomheder er forsigtige, indtil de føler sig trygge ved, at man kan få solgt timer og produceret emner på det nye printanlæg, så det er rentabelt,” siger Henning Dam.

Henning Dam mener, at man kan løse begge udfordringer ved at kopiere Fablab-tankegangen. Helt konkret forestiller han sig et offentligt center for de tungere 3D-printere til metal, hvor industrien kan hente viden og afprøve maskinerne, inden de investerer millioner i en ny produktionsteknologi.

”Potentialet er der, der skal bare hul på bylden. Med et testcenter for 3D-printere i metal skal virksomhederne ikke selv løfte hele opgaven fra start, og det kan være med til at bane vejen,” siger Henning Dam, som mener det er vigtigt, at vi kommer i gang allerede nu:

”Der er ingen tvivl om, at når vi kigger 20 år ud i fremtiden, så er der 3D-printere mange steder. Det er lidt det samme, som med elbiler – vi er lidt forsigtige med at tage dem i anvendelse i Danmark, men ingen er i tvivl om, at det er fremtiden.”