Med sin ”Google Analytics for Golfbaner” har aarhusianske Ingenium Golf et tilbud til golfklubber, som kan gøre dem digitale. Nu har startuppet landet en millioninvestering til at overbevise den analoge branche om at satse på det digitale værktøj.
Med ‘GLFR’-appen fra startuppet Ingenium Golf ved hånden, kan golfspillere altid få et opdateret oversigtskort over banen, de spiller på, og holde styr på deres score undervejs.
Men den aarhusianske virksomhed, som står bag appen, har et ekstra es i ærmet, som også gør appen interessant for ejerne af golfbanen: Data bliver undervejs indsamlet og samlet i indsigter, som klubben kan bruge til at vedligeholde banen optimalt og forbedre den.
Og med det fundament har virksomheden nu sikret en investering på 3,1 mio. kroner – hvoraf godt 1 millioner rejst gennem Heyfunding.
Læs også: Heyfunding vil sætte investeringen på autopilot, så iværksættere kan fokusere på produktet
”Det er dejligt at få investeringen på plads, for så har vi ligesom råderum til at køre de næste sæsoner. Så kan vi jo fokusere på at lave forretning i stedet for at finde penge,” siger Hans Henrik Junge, der er CEO i Ingenium Golf.
Med et produkt på markedet og et udviklerteam på kontoret, skal pengene nemlig først og fremmest bruge til marketing og at bygge nye salgskanaler, så Ingenium Golf for alvor kan bide sig fast udenfor landets grænser.
Et digitalt sweetspot
Ingenium Golf har efterhånden eksisteret i en årrække, og kombinationen af et produkt, der både giver værdi til spillerne og til klubben, har da også fået godt fat i særligt det danske marked, hvor en tredjedel af klubberne allerede er kunder.
Samtidig er løsningen begyndt at sprede sig til flere europæiske markeder, for ambitionen er at blive en global spiller. Og at virksomheden teknologisk har fundamentet til at tilbyde noget særligt, fik de bekræftet under et besøg i USA i januar.
”Det produkt vi har bygget, findes ikke tilsvarende. Vi har fundet et digitalt sweetspot, som der ikke er andre der fokuserer på. Vi har en masse konkurrenter, der laver det på den gamle måde. Og det er jo fantastisk, at vi kan overraske store kunder i USA, fordi vi har en vinkel på det, som ingen andre har,” siger Hans Henrik Junge.

Digitalt møde med konservativ branche
Konkret skal investering bruges på at udbygge et partnernetværk, som kan stå for salget rundt omkring i verden.
”Vi har ansat en marketingmanager, så vi er godt i gang med at køre hele marketingssiden op, og starter selvfølgelig på de markeder, vi er inde i. Og hvis vi skal big time ind i eksempelvis Tyskland, skal vi finde en partner – vi kan ikke køre det fra Danmark,” siger Hans Henrik Junge.
Selvom det kan lyde omsonst med partnere til at sælge et digitalt produkt, har det vist sig at være den mest effektive strategi i en brache, der ikke just er digitale firstmovers men stadig er drevet af traditioner.
”Hvis du tager Zendesk eller economic så lykkes de med at sælge online og digitalt. Men vores kunder er ikke helt så digitale endnu. Vi sælger virkelig disruption, og det kan vi kun sælge ved at have møder,” siger Hans Henrik Junge.
Modellen bruger de allerede i Sverige med partner, som i forvejen sælger produkter til en stor del af markedet. Og sammen med de nye investorer skal der på den måde satses endnu mere på de markeder, Ingenium Golf allerede er inde på, som i øjeblikket er Danmark, Norge, Sverige, Island, Holland og Belgien.