This post is also available in: English
I et nyt forskningssamarbejde er der blevet installeret tre BeeSee-stationer i Nationalpark Thy. Disse stationer er udstyret med kameraer og computere, der ved hjælp af kunstig intelligens overvåger og registrerer insektliv i realtid. Målet er at indsamle data om de sårbare insektbestande og deres aktivitet i nationalparken – data, der kan spille en afgørende rolle i fremtidige naturprojekter.
”Vi har udviklet en teknologi, der giver helt nye muligheder i naturovervågningen. Samarbejdet med Nationalpark Thy er fantastisk, fordi det hjælper os til at sikre, at vi skubber teknologien i den rigtige retning, så den kan gøre en forskel hos dem, der rent faktisk forvalter vores natur. Samtidig giver det Nationalpark Thy mulighed for at være med helt fremme i feltet for automatiseret naturovervågning,” siger stifter af Tecology Hjalte Mann.
Hjalte Mann er PhD i biologi fra Aarhus Universitet, og Tecology har til huse i The Kitchen, Aarhus Universitets iværksætterhub.
Ny AI-teknologi holder øje med naturens mindste beboere
De enkle men effektive BeeSee-stationer består af en gul plade, et kamera, en computer, et batteri og en solcelle. Selvom opsætningen ser simpel ud, gemmer den på avanceret software, som registrerer insektbesøg med sekunders mellemrum. Hvert besøg dokumenteres visuelt, og den opsamlede data analyseres løbende for at give indsigt i insekternes aktivitet og diversitet.
Læs også: Danske klima-startups inviteres til Silicon Valley – TechSavvy
”Vi foretager gerne før- og efterregistreringer af en række artsgrupper, når vi gennemfører naturprojekter, og der kan BeeSee-stationerne på sigt gøre vores monitering af insekter langt mere enkel og effektiv. Ligesom vi vil kunne bruge dem i områder, hvor vi for eksempel har forventning om, at en sjælden art er ved at indfinde sig, og som vi derfor skal passe ekstra på,” siger biolog i Nationalpark Thy Jeppe Pilgaard.
Denne dataindsamling er allerede godt i gang, og de første resultater lover godt for projektets fremtid. Med tusindvis af registreringer ser systemerne ud til at kunne revolutionere naturovervågning, både nationalt og internationalt.
Bidrag til fremtidens naturforvaltning
For Nationalpark Thy giver projektet store muligheder for at forbedre naturforvaltningen. Ved at integrere moderne overvågningsteknologier som dem fra Tecology kan de opnå en langt bedre forståelse af insekternes rolle i økosystemet. Det er især vigtigt, da insekter er en af de mest udsatte dyregrupper i vores tid.
”Et af vores formål som nationalpark er, at understøtte forskning i naturen. Det er vigtigt, at vi hele tiden bliver klogere på den helt særlige natur, vi har i Thy, og hvordan vi forvalter den bedst. Når vi går ind i et projekt med Tecology her, så er det for at være med til at udvikle teknologien i en retning, som bliver anvendelig for os som forvaltere af naturen”, siger Jeppe Pilgaard fra Nationalpark Thy.
De indsamlede data skal ikke kun bruges til at forbedre biodiversiteten lokalt i Thy, men vil også bidrage til udviklingen af naturovervågningsteknologi, der potentielt kan implementeres i beskyttede områder verden over.