Når Introdus om ganske kort tid rejser penge til sin seed-runde, bliver det ikke gennem business angels eller venture-fonde. I stedet har de sat en andel af virksomheden til salg på crowdfundingplatformen Seedrs.

For de fleste er crowdfunding nærmest synonym med Kickstarter, hvor man betaler for et nyt og banebrydende produkt på forhånd og modtager det et halvt år senere, når produktet er færdigudviklet. Måske.

Men i andre lande er crowdfunding blevet en vigtig brik i investeringsmiljøet. Her sælger startups andele af deres virksomheder i en investeringsrunde til den brede befolkning. Den bølge springer danske Introdus nu med på, som den første danske startup lancerer de på den engelske platform Seedrs.

Læs også: Fejlansættelser kan koste en halv million: Startup vil spare dig de penge

“Det sker ret tit, når vi er ude ved kunder, at de siger: ‘Fedt, godt koncept, kan man investere i jer?’. Det er selvfølgelig en del af lingoen og kemien, men vi bryster os af at have brugerdrevet innovation. Ideen om, at medarbejdere, der har været igennem platformen, og virksomheden, der har betalt, kan have en lille ejerandel af Introdus, var meget slående. Jeg kan godt lide tanken om, at Introdus kan blive allemandseje,” siger Anders Thorup, CEO og co-founder af Introdus.

For at optimere succesraten kurraterer Seedrs projekterne på platformen. Det betyder, at platformen indtil videre har finansieret 744 projekter og rejst 514 millioner pund, svarende til næsten 4,5 milliarder kroner. Introdus satser på at rejse 2,6 millioner kroner til en værdiansættelse på 67 millioner kroner.

Fintech-enhjørning anbefalede crowdfunding-vejen

Introdus hjælper med sin platformen kunderne med at integrere nye medarbejdere på arbejdspladsen. På den måde kommer de nye medarbejdere hurtigere i gang med faktisk at performe i den nye stilling, og fastholdelsen af nye medarbejdere optimeres.

Det har på den to år sikret Introdus kunder i 15 lande, som har haft mere end 25.000 medarbejdere igennem platfromen. Samtidig har startuppet rejst 5,5 milioner kroner fra traditionelle investorer.

Men efter at fået anbefalet crowdfundingplatformen Seedrs fra den engelske fintech-enhjørningen Revolut, der brugte platform tidligt i vækstrejsen, har Introdus besluttet sig for at rejse sin seed-runde på samme måde.

“Det er en spændende måde at få tre lag investorer med – kapitalfonde, angels og egne kunder, familie og venner. Vi har investorer med allerede, som også støtter os i den nye runde, ligesom andre angels har vist interesse. Men ved at crowdfunde på Seedrs får interesserede angels såvel som privatpersoner mulighed for at være med i runden,” siger Anders Thorup.

Med Seedrs kan Introdus køre en pre-kampagne, hvor investorerne, virksomheden selv bringer til platformen, kan investere i selvskabet uden at Seedrs tager en bid af kagen. Efterfølgende åbnes kampagnen op, så platformens investornetværk kan købe andele i Introdus indtil målet på 300.000 pund er nået.

“Seedrs syndikerer på tværs af dem, man selv kommer med, og deres netværk af investorer. Det betyder, at du ikke skal indrapportere til 500 backers – du skal bare rapportere én gang til platformen, ligesom vi gør til vores nuværende investorer,” siger Anders Thorup.

Frihed uden for mange kokke

I investeringsverdenen snakkes der meget om ‘smart money’. Gå hellere efter de rigtige, kloge investorer, der kan hjælpe dit startup videre, i stedet for at gå efter mange penge.

Ved at crowdfunde kan Introdus ikke på samme måde holde snor i, hvem der investerer i deres virksomhed. Men holdt op imod traditionel investeringsvej giver giver crowdfunding flere fordele udover end højere værdisætning.

“Venture-fonde kan selvfølgelig åbne nogle døre, men ved at lave et syndikat af 600 mennesker på flere niveauer gennem crowdfunding, har vi lige pludselig et meget bredt netværk. Og det er jeg super spændt på at se, hvad kan gøre for forretningen de næste 6-9 måneder,” siger Anders Thorup.

Platformen er nemlig ikke kun for velhavende enkeltpersoner. Faktisk kan man for så lidt som 10 pund – cirka 80 kroner – få en lille bid af virksomheden. Og det regner Introdus med giver et bredt netværk af ambassadører, der kan hjælpe dem videre, samtidig med at de ikke får én ny stor ejer, der vil være med til at bestemme retningen for fremtiden.

“Crowdfunding giver os frihed til at køre Introdus i den retning, vi tror på lige nu. Hvis vi giver 10 procent til en venturefond, kommer der en markant shareowner ind, som også har noget at skulle have sagt. Det er ikke fordi, vi ikke kan blive klogere – vi fejler sikkert mere end de fleste – men vi afgiver ikke for meget magt på den her måde. Der er god synergi i vores bestyrelse i dag, men kommer der lige pludselig 5 mere, er der rigtig mange tanker, der skal ende ud i det rigtige resultat,” siger Anders Thorup.

Introdus kører i øjeblikket sin pre-kampagne, hvor venner, familie og investorer der allerede er interesseret, kan registrere sig og være med i runden. Om 14 dage åbnes kampagnen op for den brede offentlighed på Seedrs-platformen.