The Many har gjort investering i ejendomme tilgængelige for alle. Og det er netop derfor, Selected Group nu har opkøbt investeringsplatformen: Opkøbet skal styrke virksomhedens fokus på alternative investeringer. 

Investeringsrådgiveren Selected Group har opkøbt investeringsplatformen The Many for et tocifret millionbeløb. Gennem The Many kan privatpersoner investere i ejendomme, og snart også vind- og solenergi, for relativt små beløb. Opkøbet af investeringsplatformen skal derfor styrke Selected Groups produktportefølje inden for alternative investeringer.

“Opkøbet af The Many er et vigtigt skridt i vores ambitiøse vækststrategi, der skal styrke vores position i markedet. Vi har en ambition om yderligere opkøb i de kommende år, hvor der også vil være større fokus på det internationale marked. The Many har et stort potentiale, som vi nu skal sætte turbo på. Vi er utrolig glad for, at The Many har takket ja til at blive en del af Selected Group. Vi ved, at vi ikke er de eneste, der haft øje på dem,” siger Johann Laux, grundlægger af Selected Group.

Læs mere: The Many vil gøre ejendomsinvesteringer tilgængelige for alle

The Manys mission om at demokratisere adgangen til at investere er noget, som Selected Group ser en stor værdi i. Derfor kommer The Manys nye ejer også til at tilføre flere muskler og investeringsmuligheder til platformen.

David Svante Hansen – The Many

”Vi oplever en tydelig værdimæssig synergi, og derfor har vi ikke været i tvivl om, at det var det helt rigtige at takke ja til tilbuddet om at blive en del af Selected Group. Opkøbet er et stort og vigtigt skridt for den mission og rejse, vi er på i The Many. Selected Group tilfører endnu flere ressourcer og kompetencer, som er nødvendige for at løfte forretningen til næste niveau. Det er det helt rigtige match, og vi ser frem til, at vi for alvor kan forløse The Manys fulde potentiale,” siger David Svante Hansen, CEO i The Many.

Bredere segment

Opkøbet kommer umiddelbart ikke til at betyde det store for The Manys medarbejdere, da alle bliver i deres nuværende stillinger og platformen vil fungere som hidtil.

”Med opkøbet af The Many kan vi henvende os til et bredere segment og tilbyde en bredere produktportefølje. Samtidig kommer The Many med et utroligt stærkt hold, som tilfører os flere compliance-kompetencer, ruster vores tech-kompetencer og styrker vores grønne investeringsprofil,” siger Johann Laux.