Investorer til uni-iværksættere: »Vær et par stykker, så I er sammen om en rejse«

Jacob Madsen, Managing Partner i venturestudiet og -fonden Kring, som både samskaber og stifter virksomheder med forskere, studerende og andre aktører helt ned til pre-CVR-stadiet
Flere og flere studerende kaster sig ud i startupeventyr. Og selvom tendensen er glædelig, skal iværksætterne være bedre til at alliere sig med andre kompetencer end deres egne, mener investorer.

I disse år blomstrer iværksætterånden på de danske universiteter. Derfor bugner det også med CVR-numre på de danske universiteter. I perioden 2008-19 blev der skabt knapt 8.800 nye, reelle iværksættervirksomheder af forskere, studerende og nyuddannede kandidater fra de otte danske universiteter. Det svarer til omkring 733 nye virksomheder årligt.

Men unge virksomheder skal have kapital for at vokse. Men hvad kræver investorerne for at investere?

“Det er vigtigt, at man er parat til at hoppe ud som iværksætter. For den rejse kan være lig med havregrød til morgenmad og op- og nedture. Der skal man holde spejlet op for sig selv og spørge: Hvorfor vil jeg egentlig det her? Jo mere afklaret man er, jo bedre.”

Sådan siger Jacob Madsen, Managing Partner i venturestudiet og -fonden Kring, som både samskaber og stifter virksomheder med forskere, studerende og andre aktører helt ned til pre-CVR-stadiet og samtidig investerer man også i helt tidlige teknologistartups.

Og selvom det generelt går fremad med at forløse forskning i forretning og få de studerende til at prøve kræfter med iværksætterlivet, ser Jacob Madsen stadig tendenser, der kan afholde ham fra at investere.

“Typisk har vi med unge mennesker at gøre, der har mødt hinanden på studiet og næsten alle sammen er superdygtige på teknologisiden. Men mange mangler viden og erfaring omkring hele det kommercielle setup. Som ingeniør fx er man nødt til at have respekt for, at det er mindst lige så vigtigt med markedssegmentering, udviklingsplaner og regneark,” siger Madsen, der selv er uddannet computeringeniør fra DTU.

Man er få, indtil man er mange

Universitetsiværksætterne er i opstartsårene mindre end andre iværksættere i samme brancher. Men de vokser hurtigere og skaber flere jobs. Uni-virksomheder etableret i 2008-2011 havde i perioden 2011-2019 en jobvækst på 116 procent mod 31 procent blandt traditionelle iværksættere, viser en analyse foretaget af Iris Group for de danske universiteter.

Man er få, indtil man pludselig er mange. Derfor er stiftergruppen, kernen af virksomheden, helt i gennem essentiel, når man skal investeer. Og det kender man alt til i Innovationsfonden, statens tidlige risikovillige investeringsfond for vidensbaserede startups og løsninger, der ikke er modne til det private marked.

Sidsel Hougaard chef for iværksætteri og startups i Innovationsfonden

“Særligt på det her tidlige stadie, er det enormt vigtigt med teamet. Det er dem, man i høj grad investerer i og dem man som investor forsøger at få en fornemmelse af. Og så skal der selvfølgelig foreligge en nogenlunde klar plan for udviklingen,” forklarer Sidsel Hougaard, chef for iværksætteri og startups i Innovationsfonden.

En analyse blandt virksomheder med mindst en fuldtidsansat person viser, at universitetsiværksætterne over tid vokser betydeligt. Universitets- baserede virksomheder etableret i 2012-15 øgede i perioden 2015-19 omsætningen fra 2,4 mia. kr. til 4,2 mia. kr.

Og den rejse skal man være klar til som virksomhed. Derfor nytter det ikke noget, at man har lavet konstellationer, der er uhensigtsmæssige ift. Forretningen.

“I min erfaring er de virksomheder, der når længst, dem, hvor opfinderen ikke nødvendigvis også er direktøren i virksomheden. Det er en udbredt misforståelse, at man skal være det, fordi man står bag det tekniske. Alliér dig med andre kompetencer end dine egne og sæt et hold med både tekniske og kommercielle mennesker. Vær et par stykker, så I er sammen om en rejse,” siger Jacob Madsen.

Og i fremtiden vil vi se flere, der prøver rejsen af, tror Sidsel Hougaard. Mange studerende har nemlig fået øjnene op for, at man gennem iværksættervejen kan komme ud og gøre en forskel i samfundet.

“De fleste nyuddannede sidder ikke i en økonomisk situation, hvor de er bundet af hus, bil og børn. Det giver en unik mulighed for at prøve kræfter med iværksætteri. Vi oplever heldigvis også, at der er mange nyuddannede, der har lyst til at blive iværksættere,” siger Sidsel Hougaard.

FREE E-PAPER:
Get "From University to Unicorn"

…you will also be signed up for our weekly newsletter with the latest news and stories from the Danish startup-ecosystem!

Vi spammer ikke, og du kan altid afmelde dig igen!
Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

Tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev

...så får du de seneste nyheder og største historier om tech og startups lige i indbakken!

Vi spammer ikke! Læs vores privatlivspolitik hvis du vil vide mere.

FLERE FRA COMMUNITY